Danske curlingkvinder kvalificerer sig til vinter-OL
De danske curlingkvinder er klar til vinter-OL i 2018. I en direkte kamp om en OL-billet vandt Danmark over Italien. Foto: /ritzau/Shan Yuqi/arkiv
/ritzau/Shan Yuqi/arkiv
Det dramatiske opgør om en OL-billet måtte ud i en ekstra ende, hvor Danmark trak det længste strå.
Vinter-OL i Pyeongchang i februar næste år får deltagelse af Danmarks kvindelandshold i curling.
Det blev en kendsgerning, da skipper Madeleine Dupont og resten af det danske hold søndag eftermiddag vandt den altafgørende playoffkamp mod Italien med 5-4 i et dramatisk opgør.
Det stod 4-4 efter de ti første ender. Opgøret måtte derfor ud i en ekstra ende, som Danmark tog 1-0 og dermed kvalificerede sig.
Danmark havde kvalificeret sig til denne afgørende kamp ved at blive nummer tre i kvalifikationsgruppen i tjekkiske Plzen.
Efter to pointløse ender hentede Italien et point i både tredje og fjerde ende, inden Danmark endelig kom på tavlen til 1-2 i sjette ende.
Derefter fulgte to ender, hvor danskerne kaldte fejl på italienerne for at have ramt stenen med kosten undervejs.
Det betød, at Italien i syvende ende fik ét point i stedet for to, og i ottende ende fik Danmark to point i stedet for blot ét. Dermed stod det pludselig 3-3 inden de to sidste ender.
Her slog Danmark først til med 1-0 i niende ende og kom dermed foran på et kritisk tidspunkt. Men italienerne holdt tungen lige i munden og udlignede den danske føring i tiende ende.
Efter den ekstra ende, der faldt ud til dansk fordel, gik de danske landsholdsspillere på knæ på isen i den tjekkiske hal og omfavnede hinanden.
Nu kan forberedelserne begynde frem mod vinter-OL, der finder sted i Sydkorea i 2018.
I alt ti lande deltager ved vinterlegene i curling for kvinder. Sydkorea er med som værtsnation, mens syv nationer har kvalificeret sig ved at hente point ved verdensmesterskaberne i 2016 og 2017.
Foruden Danmark fik Kina en OL-billet ved kvalifikationsturneringen i Tjekkiet.
Senere søndag kan herrelandsholdet i curling følge efter. Danskernes sidste chance for en OL-billet er kampen klokken 16 mod Tjekkiet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned