Danske fans får nu chancen for at se Serena
Foto: Elsa /Scanpix
Elsa /Scanpix
Danske tennisfans får næste sommer mulighed for at se Serena Williams i aktion. Det kræver bare et smut over Øresund for at opleve den amerikanske verdensstjerne.
Arrangørerne af den traditionsrige tennisturnering i Båstad jubler, efter det er lykkedes dem at overtale verdensranglistens nummer tre til at snøre tennisskoene i Skåne. Turneringen går i gang 8. juli.
- Vi var ikke tilfredse med dette års turnering. Der skulle ske noget drastisk. Det er fantastisk dejligt, siger turneringschef Nina Wennerström til dagbladet Sydsvenskan om aftalen med Serena Williams.
Selv om Serena Williams officielt "kun" rangerer som nummer tre i øjeblikket - hun har tidligere været etter - så giver hendes sejre i år et mere retvisende billede af styrkeforholdet mellem verdens bedste tennisspillere:
Den 31-årige tennislegende har i år blandt andet vundet grand slam-turneringerne Wimbledon og US Open, og ved OL i London uddelte hun tennislektioner til konkurrenterne og fik dem til at fremstå som juniorspillere.
Caroline Wozniacki blev nærmest ydmyget med et nederlag på 0-6, 3-6 til Williams i turneringens kvartfinale. Endnu værre gik det for Maria Sharapova i kampen om OL-guldet: Serena smadrede russeren 6-0, 6-1 i løbet af bare 63 minutter.
Serena Williams har vundet 15 grand slam-turneringer. Hun har indtil videre tjent over 40 millioner dollar i præmiepenge. Hvor meget Båstad-turneringen betaler for at hive trækplasteret til Sverige, er der ingen oplysninger om.
Ifølge Sydsvenskan har arrangørerne sikret sig en sponsoraftale med Hennes & Mauritz til turneringen næste år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned