Danske håndboldkvinder slider sig til snæver testsejr

Danmark skulle tøjle den tyske fysik. Foto: Marcus Brandt/Ritzau Scanpix

Danmark vandt 33-31 ude over Tyskland i Jesper Jensens næstsidste kamp som landstræner.

Offentliggjort Sidst opdateret

De danske håndboldkvinder kan glæde sig over en snæver testsejr.

Onsdag aften lykkedes det at vinde med 33-31 over Tyskland i Hamburg, hvor der ikke stod point på spil.

Sejren blev sikret i løbet af de sidste to minutter, hvor Helena Elver tog ansvar i angrebet, mens Amalie Milling leverede den afgørende redning i den modsatte ende.

Opgøret var den første af ugens to testkampe mod Tyskland, og opgørene markerer Jesper Jensens sidste landskampe i spidsen for Danmark.

- Det betyder altid noget for selvforståelsen at vinde, siger Jesper Jensen til TV 2 Sport efter sejren.

Sidste stop på landstrænerens afskedsturné er på lørdag i Aabenraa.

Med udsigt til et landstrænerskift skal man næppe lægge alt for meget i hverken de enkelte danske spilleres præstationer eller holdets samlede udtryk.

Både individuelt og kollektivt var der danske udfald mod et veloplagt tysk mandskab.

I holdenes seneste møde i EM-mellemrunden i december var der klasseforskel i dansk favør, men de fysisk stærke tyskere var langt bedre med onsdag.

Det skyldtes blandt andet en stor første halvleg af målvogter Katharina Filter, der havde godt fat i de danske afslutninger.

Havde kollegaen i den modsatte ende, Anna Kristensen, ikke også gjort det hæderligt, havde tyskerne ført med mere end et enkelt mål ved pausen, men føringen lød på beskedne 13-12.

Efter pausen var det særligt kvaliteten i de danske afslutninger, som løftede sig.

Da Danmark havde vendt stillingen til en føring på 19-18, tog tyskerne timeout. Det gav en kort tysk opblomstring, før det var Jesper Jensens tur til at trykke på knappen.

Med koncentrationssvigt på skift formåede ingen af holdene at trække afgørende fra, men det lykkedes Danmark at afslutte opgøret med et langt angreb, som til sidst gav Helena Elver mulighed for at score kampens sidste mål.

/ritzau/