Danske ishockeykvinder buldrer mod VM-oprykning
Silke Lave Glud på billedet var blandt målscorerne, da Danmarks ishockeykvinder mandag smadrede Italien. (Arkivfoto) Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Med en storsejr på 6-1 kom det kvindelige danske ishockeylandshold tættere på oprykning ved VM.
Danmarks ishockeylandshold har fået en god start ved kvindernes VM i Budapest, hvor målet er at rykke op i det øverste lag.
Søndag vandt danskerne over Slovakiet med 3-1, og mandag fulgte de op med en ny sejr. Denne gang gik det ud over Italien, som tabte med hele 1-6 til danskerne.
Med to sejre i to kampe ligger Danmark på førstepladsen med seks point i gruppen, der foruden Danmark, Slovakiet og Italien tæller Østrig, Ungarn og Norge.
Nummer et og to rykker op i det sjove VM-selskab. Det vil sige op blandt verdens ti bedste nationer.
Meget kan dog endnu nå at ske for Danmark, som mangler at spille tre kampe i turneringen.
Mandagens sejr blev grundlagt i første periode. Silke Lave Glud bragte Danmark på 1-0 i første periode, mens tre scoringer i anden periode af Michelle Hansen, Lilli Friis-Hansen og Josephine Asperup så godt som afgjorde kampen.
Josefine Persson og Michele Brix Nielsen hamrede de sidste søm i den italienske kiste i tredje periode.
Næste opgave for Danmark er kampen mod Ungarn på onsdag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned