Danske kvinder lider tredje nederlag ved VM i curling
Skipper Lene Nielsen og co. tabte begge søndagens kampe ved VM. Foto: AP/Jonathan Hayward
AP/Jonathan Hayward
Danmark tabte til både Sverige og Schweiz søndag og er noteret for tre nederlag ud af lige så mange mulige.
Det danske curlinglandshold for kvinder har fået en elendig start på VM i Beijing.
I den kinesiske hovedstad tabte Danmark begge sine kampe søndag og er nu noteret for tre nederlag i lige så mange kampe.
Først blev det til 4-7 mod Sverige tidligt søndag dansk tid, og nogle timer senere tabte danskerne hele 4-12 til Schweiz.
Dermed fik skipper Lene Nielsen og co. ikke revanche for lørdagens premierenederlag til Tjekkiet.
12 nationer deltager, og Danmark er placeret helt nede i bunden af tabellen uden point.
Danmark har ellers brug for en placering i den bedre halvdel, da holdet ikke mindst er rejst til VM i håbet om at kvalificere sig til vinter-OL i Sydkorea i 2018.
OL-pladserne går til de syv hold, der samlet klarer sig bedst ved VM i 2016 og 2017. Sidste år endte de danske curlingkvinder på en ottendeplads.
I mødet med Sverige tidligt søndag dansk tid var Danmark aldrig foran. Efter to pointløse ender kom Sverige foran 1-0, men Danmark udlignede prompte til 1-1 og udlignede atter, da Sverige havde gjort det til 2-1.
Syvende ende skulle blive vital. Her hentede Sverige tre point og kom derved foran 5-2. Danmark reducerede ganske vist til 4-5 i niende ende, men i den sidste ende cementerede svenskerne til sejren på 7-4.
I opgøret mod Schweiz fik Danmark en god start med en føring på 2-0 i første ende, men derfra gik det kun den forkerte vej.
Schweiz scorede fire point i tredje ende og kom dermed foran 5-2. Da schweizerne også på ottende ende tog fire point og kom på 12-4, valgte det danske hold at opgive.
Danmarks næste kamp er mandag mod Sydkorea.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned