Danske U21-profiler er forberedt på straffesparksduel
I EM-kvalifikationens første kamp mod Rumænien reddede Oliver Christensen et straffespark. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
U21-landstræner Albert Capellas har sat sine spillere til at sparke straffespark inden EM-kvartfinalen.
Det kan gå vildt for sig, når fodboldkampe skal afgøres i en straffesparkskonkurrence.
Det gjorde det eksempelvis, da Villarreal for nylig slog Manchester United i Europa League-finalen. Alle spillere på banen scorede, indtil Manchester Uniteds målmand David de Gea kostede englænderne sejren.
Mandag kan det danske U21-landshold også ende i en straffesparkskonkurrence, når Tyskland venter i EM-kvartfinalen.
Derfor har der været fokus på afslutningen fra 11-meterpletten i danskerlejren i de seneste par dage.
- Vi har talt om det, og vi ved, det kan blive en tæt kamp, så det er vi klar til, siger landstræner Albert Capellas på søndagens pressemøde.
I det danske mål er det formentlig OB-keeper Oliver Christensen, der skal forsøge at stoppe tyskerne i en eventuel straffesparkskonkurrence.
- Man skal være klar til alle scenarier, så vi har selvfølgelig trænet straffespark. Vi prøver at forbedre os i alle dele af spillet, og det ville være dumt ikke at øve det, siger Oliver Christensen.
Den nykårede danske mester Jesper Lindstrøm fra Brøndby er også klar til at stå for presset, hvis han kommer i en situation, hvor han skal score fra pletten.
Han mener, det er vigtigt, at han og holdkammeraterne har øvet sig på træningsbanen.
- Trænerne skal vælge nogle spillere, og til træning kan de se, hvem der tager det seriøst og sparker boldene i mål, siger Jesper Lindstrøm.
Landstræner Albert Capellas fortæller, at han endnu ikke har besluttet, hvem der skal sparke i en eventuel straffesparkskonkurrence.
Det afhænger således meget af, hvordan kampen er forløbet, hvem der bliver skiftet ind og ud, og om der er opstået skader.
Men han har en god fornemmelse af, hvem der kan være i spil.
- Vi har styr på, hvilke spillere der har selvtillid til at sparke straffespark, siger Albert Capellas.
Danmark møder Tyskland mandag aften klokken 21.00 i den ungarske by Székesfehérvár.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie