Danskere gider ikke EM i Ukraine

Det går så trægt med at sælge billetter til Danmarks kampe til sommerens fodbold-EM i Ukraine, at Dansk Boldspil-Union (DBU) holdt krisemøde i fredags. Det skriver Politiken.

Med knap halvanden måned tilbage af salget har danskerne kun bestilt i alt 1.000 adgangskort til landsholdets tre gruppeopgør, selv om der er godt 10.000 til rådighed.

- Jeg tror ikke, at vi får solgt alle billetter, men om der bliver 500, 1.500 eller endnu flere tilovers, ved jeg ikke, siger Bo Grøn Iversen, regnskabschef i DBU, til Politiken.

Normalt rejser mange tusinde danskere med landsholdet rundt til slutrunder i Europa. Derfor handlede fredagsmødet om, hvorfor billetsalget er gået så trægt, og hvordan DBU kan lokke flere fans til Ukraine.

De primære årsager er ifølge DBU, at de mest "italesatte billeder" viser Ukraine som "farligt, dårligt og dyrt".

At landet er dyrt, er dog mere end et italesat billede. Mangel på overnatningsmuligheder i de fire ukrainske værtsbyer har nemlig fået flere hoteller til at hæve priserne op til 15 gange normalen. Blandt andet i Lviv, hvor Danmark spiller mod Portugal og Tyskland.

På vandrehjemmet Compass Hostel koster en overnatning i sovesal med fire senge for eksempel 10 euro søndag 3. juni, men hele 156 euro dagen efter og slutrunden ud. EM finder sted fra 9. juni til 1. juli.

- Vi har set steder med horrible priser, hvor nogen har troet, de kan blive millionærer på en uge, hvis bare de har to ledige værelser. Nu undersøger vi, hvorfor det er sådan, så vi kan kommunikere det ud og hjælpe fansene, siger Bo Grøn Iversen til Politiken.

Sammen med DBU laver den danske ambassade i Ukraine nu en brochure, der skal oplyse om forhold i Ukraine, beskrive skønne ukrainske rejsemål, aflive myter om landet - og informere om normalpriserne.

/ritzau/

Billetsalget til Danmarks gruppekampe ved EM i fodbold går langt dårligere end ventet.

Offentliggjort Sidst opdateret