Der kan være en disciplinærsag på vej mod Lyngby-spilleren Kim Aabech.
Lyngby-profilen Kim Aabech har angiveligt satset 500 kroner på, at hans egen klub ville tabe en udekamp til FC København, hvilket man onsdag kunne læse i Ekstra Bladet.
Dansk Boldspil-Union (DBU) bekræfter nu, at Lyngby har orienteret unionen om de mulige ulovlige forhold.
- Jeg kan bekræfte, at Lyngby Boldklub allerede har orienteret DBU om de forhold, som Ekstra Bladet beskriver i dag, skriver DBU's kommunikationschef Lars Berendt i en mail til Ritzau.
Kommunikationschefen fortæller videre, at DBU's disciplinærudvalg nu vil se på, om der skal igangsættes en disciplinærsag mod spilleren. Af samme grund kan DBU lige nu ikke udtale sig yderligere om sagen.
- DBU's disciplinærudvalg skal herefter forholde sig til emnet. Idet forholdene kan udmønte sig i en disciplinærsag, vil DBU ikke kommentere det præcise indhold.
- Vi vil imidlertid gerne understrege, at DBU's dialog med Lyngby Boldklub samt klubbens eventuelle interne håndtering af forholdet naturligvis ikke begrænser en eventuel disciplinær sanktion fra fodboldforbundets side.
Kim Aabech har ifølge Ekstra Bladets oplysninger forklaret, at han placerede væddemålet for sin bror, og at kuponen indeholdte tre-fire andre kampe ud over kampen mellem FCK og Lyngby.
I et båndet videointerview med sporten.dk afviser Kim Aabech, at han har spillet på den pågældende kamp, hvor han selv var en af spillerne på banen.
Lyngby-træner Niels Frederiksen ønsker ifølge Ekstra Bladet ikke at udtale sig om den konkrete sag, men han tager skarp afstand fra, at en spiller sætter penge på en kamp, han selv deltager i.
- Hvis det virkelig var sådan, at en spiller havde spillet mod Lyngby, så ville jeg have meget svært ved at stole på den spiller, siger Niels Frederiksen til avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned