De Bruyne sparker City i Champions League-semifinalen
En 1-0-sejr over Paris Saint-Germain var nok for Manchester City, der for første gang er i semifinalen.
For første gang i klubbens historie er Manchester City blandt de fire bedste hold i Champions League, efter at det engelske mandskab vandt 1-0 over Paris Saint-Germain hjemme på Etihad Stadium.
Efter 2-2 i den første kamp i den franske hovedstad er resultatet nok til at sende City videre til semifinalen, og bedømt ud fra tirsdagens kamp i Manchester er det svært at indvende noget imod det udfald.
City viste nemlig den taktiske snuhed, holdet har savnet i tidligere sæsoner i det fine selskab. Og da Kevin De Bruyne scorede til 1-0 på et velplaceret skud uden for feltet med et lille kvarter igen, fik kampen den rigtige vinder.
Det fik dermed ingen betydning, at Citys stjerneangriber Sergio Agüero misbrugte fra 11-meterpletten i første halvleg.
Argentineren sparkede ganske usædvanligt bolden et pænt stykke forbi mål, efter at han selv havde tilkæmpet sig straffesparket ved at blive savet over af PSG-målmand Kevin Trapp.
Med hjemmepublikum i ryggen lod City-spillerne sig dog ikke slå ud og leverede en disciplineret præstation, der i vid udstrækning tog brodden af både Zlatan Ibrahimovic og Edinson Cavani i PSG's angreb.
Pariserne viste for lidt frem ad banen, og der skulle et hjørnespark til, før Joe Harts mål midt i anden halvleg kom i virkelig fare.
Centerforsvareren Thiago Silva fik en stor hovedstødschance i en perfekt position, men brasilianeren headede ned i jorden og gjorde det let for City-keeperen at vifte bolden over mål.
Kort efter scorede de Bruyne så det mål, der blev forskellen på de to hold efter 180 minutters fodbold.
Da bolden piskede i nettet bag Kevin Trapp, skulle pariserne lave to mål på 14 minutter, og det var for stor en mundfuld.
For fjerde år i træk tager PSG afsked med Champions League i kvartfinalen, mens City er med i bowlen til fredagens lodtrækning til semifinalen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned