Sidste år var de danske håndboldherrer tæt ved at vinde VM-guld i Sverige. Forud for EM i Serbien står Danmark endnu stærkere i kampen om guldet, mener profilerne Thomas Mogensen og Michael V. Knudsen.
- Vi er en af favoritterne til at vinde EM sammen med Frankrig, som sidder på tronen alene lige nu. Vi er et blandt flere andre hold, der kommer lige bagefter.
- Men vi vil stå øverst på skamlen. Og jeg synes, vi står meget stærkere end sidste år. Nu har vi vist, vi har potentialet og kvaliteterne til at vinde over alle hold. Vi har fået en hel anden selvtillid, udstråling og tro på egne evner, siger Michael V. Knudsen.
Stregspilleren er tilbage i topform, efter han lidt rusten deltog ved de sidste kampe under VM. Han mener, holdet har gjort store fremskridt det seneste år.
- Vi har et meget stærkt kollektiv, og vi har fået nogle enere, som kan afgøre kampene og gøre medspillerne gode. Men vi kommer til at kæmpe hårdt for det, påpeger stregspilleren.
Også klubkammeraten i Flensburg-Handewitt Thomas Mogensen er tilbage på højt niveau, efter playmakeren tidligt ved VM sidste år måtte forlade turneringen med en skade.
- Jeg er sindssyg sulten efter at være med ved et mesterskab igen. Det er det ultimative at være med til de store mesterskaber. Det er så fedt at være en del af.
- Grundstammen er egentlig lidt den samme, og vi er blevet bedre i løbet af det seneste år. Derfor er der ingen grund til at tro, at vi ikke kan gøre det mindst lige så godt som ved VM.
- Men vi ved også, at marginaler kan gøre forskellen på, om det bliver succes eller fiasko. Men jeg mener, at forudsætningerne er mindst lige så gode som for et år siden, siger Mogensen.
Danmark møder fredag aften Slovenien i den første af tre testkampe i denne weekend.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned