De er i en klasse for sig selv: - Vi vinder sølv
NFH på medaljeskamlen efter nederlaget til Team Esbjerg i pokalfinalen. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Nederlaget til Team Esbjerg i pokalfinalen kunne Jakob Larsen ikke indvende det store i mod.
ESBJERG, FOLKETIDENDE: Skuffelsen var der, men den var ikke voldsom ovenpå nederlaget i pokalfinalen mod Team Esbjerg, som NFH tabte med 36-26.
Erkendelsen af at have mødt et hold, der på alle parametre bare var bedre og skarpere, fyldte hos træner Jakob Larsen, da han efter finalen skulle sætte ord på det store nederlag.
- Det er jo ikke nogen stor overraskelse, at der er så langt op til Team Esbjerg. Jeg ærgrer mig selvfølgelig over, at vi brænder lidt for mange chancer på Anna Kristensen i deres mål, for havde vi scoret på dem, så kunne vi have været med i længere tid, men de straffer os bare, når vi laver de fejl og ikke scorer på vores chancer, lød det fra Jakob Larsen, der måtte løfte på hatten for Team Esbjergs profiler som Henny Reistad og Nora Mørk.
- Når man spiller mod verdens måske bedste klubhold i øjeblikket, så er det ingen skam at tabe til dem. De er vanvittigt gode og har hele tiden løsninger parat, uanset hvad vi gør. Jeg hæfter mig ved, at vi spillede os i finalen, som var vores mål, og derfor synes jeg godt, vi kan tage herfra med oprejst pande. Vi har ikke tabt guldmedaljen, men vundet sølvet, konstaterede Jakob Larsen efter finalenederlaget.
Det var i øvrigt anden gang i træk, at NFH måtte se sig slået i en stor finale. Senest i maj måned, da det også blev til finalenederlag til Ikast i European League.
- Nederlaget til Ikast dengang ærgrer mig mere. Det er langt sværere at slå Team Esbjerg på deres egen bane, og i dag var vi ikke tæt på, så den her skuffelse kommer jeg mig relativt hurtigt over. Selvom vi alle sammen spiller for at vinde, så må man bare erkende, at vi i dag tabte til en bedre modstander, som er i en klasse helt for sig selv i øjeblikket, lød det fra Jakob Larsen efter hans tredje pokalfinale som NFH-træner.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie