Den komplette spiller har altid stået for presset på basketbanen
Ud over snart at være den mest scorende spiller i NBA's historie er LeBron James i top-6 over spillere med flest assister til holdkammeraterne i historien. (Arkivfoto). Foto: Ashley Landis/Ritzau Scanpix
Inden længe bliver LeBron James den mest scorende spiller i NBA's historie. En utrolig fysik og stor alsidighed har udødeliggjort den 38-årige amerikaner.
Ritzau RitzauAdam Egholm/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Michael Jordan eller LeBron James?
Diskussionen om, hvem der er den bedste basketballspiller gennem tiderne, har været der i årevis. Nu har den fået nyt liv, for James er på nippet til at få et tungtvejende argument på sin side.
I løbet af få kampe - og formentlig i løbet af en uges tid - slår han pointrekorden i NBA. Han mangler under 90 point.
Kareem Abdul-Jabbar har i årtier kunnet prale af at være den spiller, som har scoret flest point i grundspillet i basketligaens historie.
Men barren på 38.387 point står for fald.
Annonce
Det er imponerende nok i sig selv, men bedriften bliver kun mere iøjnefaldende, når man tænker på LeBron James' spillestil, mener den danske basketpioner Gabriel "Iffe" Lundberg.
- Jordan var en "killer" og en utrolig god scorer. Men LeBron kan alt. Når han tager titlen som den mest scorende spiller nogensinde, er det bemærkelsesværdigt, fordi han ikke er kendt som en scorer.
LeBron James er fire gange blevet kåret som NBA's mest værdifulde spiller (MVP). (Arkivfoto). Foto: Mark J. Terrill/Ritzau Scanpix
- Han er kendt som én, der gerne vil have, at holdkammeraterne bliver bedre. Hvordan kan du være den mest scorende spiller, hvis du er kendt som en spiller, der afleverer først? Det er vildt, lyder det fra danskeren.
Forventningerne til LeBron James har altid været store. Og han har nærmest altid overgået dem.
Som USA's største basketballtalent i high school sprang han tiden på college over for at hoppe direkte til NBA i 2003.
Utroligt nok endte han i Cleveland Cavaliers fra staten Ohio, hvor han var født og opvokset, og han blev kåret som bedste førsteårsspiller i sin debutsæson.
Som Clevelands klart største stjerne efterlod han et enormt tomrum, da han i 2010 skiftede til det stjernespækkede Miami Heat. Her var han med til at vinde to mesterskaber, før han søgte hjem.
I et åbent brev skrev han, at han ville give hjemstavnen den følelse, den aldrig havde oplevet ved at vinde et mesterskab. Endnu en gang lagde han maksimalt pres på sit selv, og igen stod han for det.
LeBron James blev i 2016 udpeget som bedste spiller i en legendarisk finaleserie, hvor Cleveland Cavaliers slog Golden State Warriors.
LeBron James har den unikke kombination af et godt skud fra gulvet og evnen til at sætte sig fysisk igennem og nå helt frem til kurven. Det har været med til at sikre ham fire mesterskaber. (Arkivfoto). Foto: Tim Nwachukwu/Ritzau Scanpix
Missionen i Cleveland var fuldendt, og James kunne med ro i maven tage til showbyen Los Angeles, hvor det i 2020 skulle blive til endnu en titel i den coronaprægede sæson.
Annonce
At spilleren med kælenavnet "Kong James" har vundet i samtlige klubber, han har været i, er helt unikt, påpeger TV 2 Sports basketballekspert Peter Wang, som selv er tidligere spiller.
- Han kan sige, at han har vundet alle steder. Mod alle odds var han med til at vinde finaleserien mod Golden State, hvor Cleveland var nede med 1-3. Det vil nok til evig tid stå som en af de største præstationer. Og så vandt han også med Lakers.
- På den måde har han vundet med forskellige hold, hvilket Jordan ikke kunne, siger Wang.
Alligevel peger TV 2-eksperten på Jordan som den største.
- LeBron kan nok ikke gøre nok til, at jeg svinger mod ham. Hver eneste gang kigger jeg på Jordans statistik, og hvad han gjorde i Chicago Bulls. Han er altid lige en my over.
For Gabriel "Iffe" Lundberg er LeBron James nummer et. Og det har han været i mange år.
Da Lundberg sidste forår spillede i NBA som den første dansker nogensinde, var han med til at slå Los Angeles Lakers.
Her har LeBron James i flere år været den største stjerne, men i kampen mod Phoenix Suns og "Iffe" plejede han en skade.
Efter kampen opsøgte danskeren sit store idol.
- Jeg sagde til ham, at jeg havde haft ham som idol i lille Danmark, og at jeg satte pris på det, han har gjort for sporten, forklarer den nuværende Virtus Bologna-spiller.
Annonce
Men ét er inspiration. Noget andet er at efterligne James' stil, for det kan ikke lade sig gøre.
- Der er ikke nogen, der kommer i nærheden af hans fysik, og han prøver at være effektiv i alle spillets facetter. Det kan godt være, at der er en kamp, hvor han ikke scorer så meget, men så har han mange assister og rebounds.
- Han er den komplette spiller. Det er også derfor, jeg synes, han er den bedste nogensinde. Når han også bliver den mest scorende spiller, er det prikken over i'et i debatten, siger Gabriel "Iffe" Lundberg.
38-årige LeBron James har været en af ligaens bedste spillere i hele karrieren - og halvdelen af sit liv. Og selv når han stopper, kan familienavnet blive i ligaen.
Han har flere gange sagt, at han bliver ved, indtil han kan spille med eller mod sin ældste søn, Bronny James, som i dag er i high school.
- Jeg har spurgt ham, hvad hans ambitioner er, og han siger, han vil spille i NBA. Hvis han vil det, skal han lægge arbejdet i det. Jeg er her allerede, så jeg venter bare på ham, lød det i januar fra basketlegenden ifølge CBS Sports.
/ritzau/
Blå bog om LeBron James
* Navn: LeBron Raymone James.
* Født: 30. december 1984 (38 år).
* Fødested: Akron i delstaten Ohio, USA.
* Højde: 2,06 meter.
* Vægt: 113 kilo.
* Karriere:
- 2018-nu: Los Angeles Lakers.
- 2014-2018: Cleveland Cavaliers.
- 2010-2014: Miami Heat.
- 2003-2010: Cleveland Cavaliers.
* Udvalgte meritter:
- Fire NBA-mesterskaber (2012, 2013, 2016 og 2020).
- Fire gange kåret til NBA-finalens mest værdifulde spiller (2012, 2013, 2016 og 2020).
- Fire gange kåret til ligaens mest værdifulde spiller (2009, 2010, 2012 og 2013).
- 18 gange kåret til NBA's All-star-hold (2005-2022).
- Kåret som bedste førsteårsspiller i NBA (2004).
- To gange vundet OL-guld med USA (2008 og 2012).
- Har rekorden for flest spillede playoffkampe i historien (266).
Kilder: Nba.com, espn.com og basketball-reference.com.
/ritzau/
Kun én gang har LeBron James scoret under 1500 point
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder