Denmark Open-vinderen i mixeddouble Joachim Fischer er lige som mange af sine kolleger i badmintonsporten frustreret over de rent kinesiske kampe, hvor udfaldet ifølge kritikerne er aftalt på forhånd.
Selvom det internationale badmintonforbund (BWF) har skærpet overvågningen af kampe mellem spillere fra samme land, så tror Joachim Fischer ikke, at det har en effekt.
- Alle, som kender noget til badminton, ved, at det foregår, men der sker åbenbart ikke noget ved det, siger Joachim Fischer, som søndag vandt mixeddouble ved Denmark Open sammen med makkeren, Christinna Pedersen.
Parret var sammen med Peter Gade blandt dem, som i sidste uge satte ord på, hvordan de oplever fænomenet, der har floreret i badmintonsporten i årevis.
- Det virker som om, at man fra BWF's side vælger lidt at overse det, fordi Kina er så stor en nation, siger Joachim Fischer.
Kina satser på at få så mange spillere som muligt med til OL i London næste år. Her håber den store badmintonnation at dominere lige så massivt som ved de seneste to VM-turneringer, hvor Kina har vundet alle fem rækker.
Siden OL-kvalifikationens begyndelse i maj har der været ni rent kinesiske kampe ved enten VM eller i Super Series-turneringerne, som enten ikke er blevet spillet færdig eller er blevet vundet på walkover.
Den officielle årsag er altid enten sygdom eller skader, mens kritikerne mener, at formålet er at få flest mulige kinesere højt op på verdensranglisten.
Det skete senest fredag ved Denmark Open, da verdensmesteren i damesingle, Wang Yihan, vandt sin kvartfinale på walkover over landsmanden Jiang Yanjiao.
- Jeg tror ikke, at man kan finde en kamp, hvor kinesere har trukket sig, når modstanderen har været fra et andet land, siger Joachim Fischer.
Faktum er, at ingen af de kinesiske topspillere har trukket sig fra en kamp i de før nævnte turneringer, når modstanderne har været andre end landsmænd.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie