Deschamps satser på comeback til fransk motor i finale
Adrien Rabiot havde inden semifinalen spillet fuld tid i fire af Frankrigs fem forudgående kampe. (Arkivfoto). Foto: Frank Hoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix
Den sygdomsramte midtbanespiller Adrien Rabiot bør være klar til VM-finalen, siger Frankrigs landstræner.
De er klar til VM-finalen, men sygdomsspøgelset lurer blandt de franske landsholdsspillere.
Onsdag måtte den centrale midtbanespiller Adrien Rabiot se semifinalen mod Marokko fra sit hotelværelse i den franske VM-lejr på grund af sygdom, mens et par andre spillere, der godt nok var med på bænken, heller ikke var på toppen.
Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, satser dog på, at Rabiot, der startede inde i fire af Frankrigs fem første kampe ved VM, bliver klar til finalen søndag.
- Adrien var syg (til semifinalen, red.), så vi holdte ham på hotellet, fordi vi ikke ville risikere noget, men nu har vi fire dage til finalen, så han burde være klar søndag, sagde Deschamps efter semifinalen onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Dayot Upamecano, der har startet inde i midterforsvaret i fire kampe under VM, var sløj onsdag og så semifinalen fra bænken. Det samme gjorde Kingsley Coman.
- Dayot var her, men var ikke 100 procent frisk. Han har haft et par hårde dage og har haft feber. Kingsley kom ind i sidste kamp (kvartfinalen, red.), men havde det ikke godt i eftermiddags, så han var ikke på 100 procent, lød det fra Deschamps onsdag.
Landstræneren tror, at aircondition er årsagen til, at flere af hans spillere ikke er på toppen.
- Airconditionen er tændt hele tiden, og vi har haft flere tilfælde med spillere, der har influenzalignende symptomer, men vi vil forsøge at undgå, at det spreder sig.
- Spillerne giver så meget på banen, og det lider deres immunforsvar under. Ens krop er svækket, og så er man mere tilbøjelig til at blive ramt af sygdomme, sagde Deschamps.
Frankrig skal søndag forsøge at vinde VM for anden gang i træk. Det vil Lionel Messi og Argentina prøve at forhindre franskmændene i at gøre.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned