Detroit Pistons taber på ny og udbygger NBA-rekord
Cade Cunninghams (t.v.) 31 point og en føring undervejs på 21 point var ikke nok til en sejr natten til fredag dansk tid for Detroit. Foto: Charles Krupa/Ritzau Scanpix
Detroit satte en føring på 21 point over styr og tabte natten til fredag efter overtid 122-128 til Boston.
Natten til fredag dansk tid så det længe ud til, at basketballholdet Detroit Pistons endelig skulle have en tiltrængt oprejsning, men på trods af en føring på 21 point undervejs blev det ikke til sejr i kampen mod Boston Celtics.
Efter overtid vandt topholdet Boston på hjemmebane 128-122.
Dermed udbygger Detroit den NBA-rekord, som holdet satte natten til onsdag for flest nederlag i træk i samme sæson. Holdet fra det nordlige USA er nu oppe på 28 kampe i træk uden sejr i indeværende sæson.
De 28 nederlag betyder, at Detroit også tangerer Philadelphia 76ers' rekord for flest nederlag i træk, hvis man tæller kampe over flere sæsoner sammen.
Det var i sæsonerne 2014/15 og 2015/16, at Philadelphia 76ers satte den rekord, som Detroit nu har tangeret.
Natten til søndag dansk tid kan Detroit alene også tage den rekord, hvis det bliver til et nederlag i hjemmekampen mod Toronto Raptors.
Modsat Detroit har Boston fået en fremragende begyndelse på sæsonen. Det grønklædte hold fører den østlige konference med 24 sejre i 30 kampe, hvor holdet har vundet alle 15 kampe hjemme på østkysten.
Det så ellers langt ind i kampen natten til fredag mod Detroit ud til, at Boston skulle lide sæsonens første hjemmenederlag.
Med en velspillende Cade Cunningham, der i kampen scorede 31 point, tog Detroit tidligt føringen, som i løbet af anden periode lød på 64-43.
Detroits føring blev hurtigt elimineret i tredje periode af kampen af et stærkt spillende Boston-mandskab, der vandt perioden 35-16.
Bostons Kristaps Porzingis førte an i Bostons comeback og endte kampen med 35 point.
Mod kampens slutning var det Boston, der havde føringen, men Detroit viste god moral og tvang kampen i overtid.
Her var der dog ingen tvivl om udfaldet, hvor Boston var det stærkeste mandskab og sikkert tog sejren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned