Direktør: Massivt regnvejr skabte stort hul i østrigsk bane
Der var problemer med både strømmen og banen på Ernst-Happel-Stadion mandag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Et voldsomt regnskyl kan være årsagen til det massive hul i banen under Danmarks landskamp mandag.
En stor mængde nedbør faldt natten til mandag over Wien, og det er formentlig årsagen til, at der mandag aften opstod et stort hul i banen på Ernst-Happel-Stadion, hvor Østrig og Danmark tørnede sammen i Nations League.
Sådan lyder det fra direktør i Østrigs fodboldforbund Bernhard Neuhold.
- Det sidste nye er, at et massivt regnvejr natten til mandag fik grundvandet til at stige i en sådan grad, at der opstod et hulrum på grund af pres nedefra, siger Neuhold ifølge det østrigske medie Kurier.
Spillerne opdagede først hullet, efter at kampen var gået i gang. Thomas Delaney endte med at træde ned i det, men hverken han eller andre kom til skade på grund af hullet.
- Spillerne opdagede hullet under kampen, så de løb udenom, hoppede over og sådan noget. Det var jo så dybt her, sagde landstræner Kasper Hjulmand tirsdag eftermiddag, mens han demonstrerede lidt under en halv meters afstand mellem hænderne.
- Jeg har aldrig set sådan et hul i mit liv, hvor afgrunden bare forsvinder. Der var bare et hul. Det var til fare for spillerne.
- Hvis vi havde opdaget det inden kampen, så havde vi ikke spillet kampen. Så ville vi have det udbedret, inden vi ville spille. Det var for dårligt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned