Discovery sikrer sig eksklusive fodboldrettigheder
Topfodbolden flytter ind hos Discovery, som nu også kommer til at sende masser af engelske og spanske kampe.
Discovery Networks Denmark har købt tv-rettigheder til 50 procent af kampene fra den engelske Premier League, den spanske Primera Division og den italienske Serie A.
Fra 7. november vil der være transmissioner fra alle tre ligaer på Discoverys platforme.
Det er resultatet af en række aftaler, som Discovery har indgået med MTG Danmark, der med aftalerne får tilsvarende rettigheder til tv og streaming.
Discovery har i forvejen købt rettigheder til at vise kampe fra Superligaen, Bundesligaen samt fodboldlandsholdets EM- og VM-kvalifikationskampe.
- Særligt Premier League har en enorm appel til danskerne i almindelighed og til vores seere i særdeleshed. Samtidig er der en voksende og passioneret interesse for La Liga og Serie A.
- Derfor er jeg overbevist om, at disse aftaler vil styrke og udvikle vores brands og tilknytning til de danske tv-seere markant, siger Christian Kemp, administrerende direktør hos Discovery Networks Denmark.
De største kampe med Cristiano Ronaldo, Sergio Agüero og co. vil formentlig blive vist på tv-kanalen 6'eren, men samtlige kampe vil blive streamet på Discoverys streamingtjenester Dplay og Eurosport Player.
MTG føler sig trods salget stadig godt rustet med en stærk fodboldprofil blandt medieselskaberne i Danmark.
- Vi går nu ind i det konkrete arbejde med at placere kampene på vores forskellige kanaler og platforme. Men det ligger fast, at vores to rene sportskanaler, TV3 Sport 1 og TV3 Sport 2, kommer væsentligt styrket ud af den proces.
- Samtidig afpudser TV3+ sin position som kanalen med landets stærkeste sportsprofil med både Superliga, La Liga, Champions League, Premier League, Formel 1 og NFL på plakaten.
- Vi kan simpelthen levere et superskarpt produkt til kunderne, siger MTG-direktør Kim Poder.
Hver fodboldrundes kampdage vil for alle de berørte ligaer blive fordelt fra weekend til weekend mellem Discovery og MTG.
Selskaberne skiftes til at vælge først, så det sikres, at begge parter får lige adgang til de mest attraktive kampe i hver liga.
Aftalen for Premier League omfatter sæsonerne 2016/17, 2017/18 og 2018/19, mens aftalerne for spansk og italiensk fodbold gælder sæsonerne 2015/16, 2016/17 og 2017/18.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned