Djokovic falder ud af top-5 på verdensrangliste
Novak Djokovic kunne søndag løfte - og kysse - Wimbledon-trofæet for syvende gang i karrieren. Foto: Toby Melville/Reuters
Novak Djokovic er faldet fire pladser på verdensranglisten, fordi der ikke var ranglistepoint i Wimbledon.
Søndag vandt Novak Djokovic Wimbledon, og mandag er tennisstjernen så faldet fire pladser ned på verdensranglisten.
Serberen ligger nu på syvendepladsen, og det er første gang siden august 2018, at Djokovic er uden for top-5.
Det lyder underligt, søndagens store triumf taget i betragtning, men forklaringen er ganske simpel. Der blev nemlig ikke uddelt ranglistepoint ved dette års Wimbledon, fordi russere og hviderussere var udelukket fra at deltage på grund af krigen i Ukraine.
Spillernes placering på verdensranglisten opgøres efter deres præstationer det seneste år. Djokovic mistede derfor mandag de mange ranglistepoint, han indkasserede, da han sidste år vandt Wimbledon, og da der altså ikke er kommet nye ind, dumper serberen ned ad listen.
Verdensranglisten toppes fortsat af Daniil Medvedev, der som russer ikke deltog ved Wimbledon. Tyske Alexander Zverev er nummer to, mens Rafael Nadal indtager tredjepladsen.
Holger Rune er hoppet en enkelt plads op og er nu nummer 28 på verdensranglisten, hvilken er en tangering af hans højeste placering i karrieren. Rune lå også på 28.-pladsen i et par uger i juni.
På kvindernes verdensrangliste er Ons Jabeur, der var i finalen i Wimbledon, faldet tre pladser fra anden- til femtepladsen. Det sker ligeledes på grund af de manglende ranglistepoint ved den prestigefyldte græsturnering.
Iga Swiatek indtager fortsat førstepladsen med et markant forspring ned til nummer to, Anett Kontaveit.
Clara Tauson, der ikke har vundet en kamp siden starten af marts, er hoppet syv pladser op, så hun nu ligger på 46.-pladsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie