Djokovic neutraliserer servekanon i ATP Finals
Verdensetter Novak Djokovic havde ingen problemer med at slå John Isner i sin første kamp ved sæsonfinalen.
Tennisstjernen Novak Djokovic er tilbage i topform og tilbage som etter på verdensranglisten. Derfor er han mødt op til ATP Finals, herrernes sæsonfinale, som favorit.
Og serberen leverede varen i første gruppekamp, da han mandag pillede pynten af superserveren John Isner, som blev slået med 6-4, 6-3.
Høje Isner lever i høj grad på sin fantastiske serv, men Djokovic' er en af verdens absolut bedste til at returnere, og det gav han flere prøver på i kampen.
Serberen spillede sig frem til hele ni breakbolde i løbet af de to sæt, og tre af dem blev udnyttet.
Omvendt formåede Isner ikke en eneste gang at spille sig frem til en breakbold i den noget ensidige forestilling. Faktisk vandt han kun seks bolde samlet i Djokovic' ni servepartier.
Med den overbevisende sejr har Novak Djokovic i hvert fald ikke gjort noget for at skubbe favoritværdigheden væk fra sig selv.
Han topper gruppen sammen med tyskeren Alexander Zverev, som tidligere mandag slog Marin Cilic - ligeledes i to sæt.
Tirsdag er det den anden gruppe, som skal i aktion igen, hvor Roger Federer skal forsøge at holde sig inde i turneringen efter nederlag i første runde til Kei Nishikori.
Andenseedede Federer møder østrigeren Dominic Thiem, der også tabte sin første kamp, mens japanske Nishikori står over sydafrikaneren Kevin Anderson i kampen om at gå alene i front for gruppen.
De otte bedste spillere i verden er med i sæsonfinalen, hvor der er en præmiepulje på otte millioner dollar (53 millioner kroner).
To spillere fra hver gruppe går videre til semifinalerne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned