Djokovic ordner Alcaraz i tennisfest og booker semifinale
Novak Djokovic er på jagt efter sin 11. titel ved Australian Open. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Novak Djokovic havde mest i posen, da et velspillet og underholdende opgør mod Carlos Alcaraz skulle afgøres.
Drømmen om grand slam-titel nummer 25 i karrieren lever for Novak Djokovic.
Efter et underholdende og velspillet opgør mod verdenstreeren Carlos Alcaraz tirsdag er den 37-årige serber således klar til årets semifinalerne i Australian Open.
4-6, 6-4, 6-3, 6-4 vandt Djokovic efter et brag på tre og en halv time, der først sluttede kort før klokken 01 lokal tid.
I sin semifinale venter endnu en stor hurdle for Djokovic, der skal op mod verdens nummer to, Alexander Zverev, som tirsdag ordnede amerikanske Tommy Paul i fire sæt.
Serberen åbnede det vilde opgør mod Alcaraz på Rod Laver Arena bedst, og i første forsøg brød han spanieren til 2-0. Den gode start blev dog hurtigt annulleret, da Alcaraz omgående brød tilbage.
Ved stillingen 4-4 brød spanieren igen efter et langt parti, der krævede, at Djokovic efterfølgende modtog behandling efter at have været ude i et stræk. Djokovic kom sig, men kunne ikke gøre noget i det følgende parti, som sikrede Alcaraz sætsejren.
I andet sæt åbnede Djokovic igen bedst med et hurtigt brud, men blev siden brudt tilbage, før serberen til sidst rundede sættet af med et rent servegennembrud og udlignede til 1-1 i sæt.
Tidligt i tredje sæt fik Djokovic flere breakmuligheder. I spanierens første serveparti havde serberen to gange chancen, men missede, og han forsømte også at udnytte sit ene forsøg i Alcaraz' andet serveparti i sættet.
Afslutningen på sættet bød omvendt på flere servegennembrud, og i sidste ende tog Djokovic stikket efter en magisk sætbold, hvor begge var hele banen rundt for at holde bolden i spil, inden serberen skreg sin glæde ud.
Australian Open-kongen havde momentum, og det udnyttede han til for tredje gang af fire mulige at snuppe spanierens første serveparti i et sæt.
Alcaraz var groggy, men en afværget breakbold ved 2-4 til serberen gav tydeligvis ny luft og tro på tingene, og opgøret toppede i sidste del af fjerde sæt, hvor to trætte spillere ramte deres respektive topniveauer og tvang det bedste frem i hinanden.
Spanieren kæmpede sig til to breakbolde i det følgende parti, men som utallige gange tidligere i karrieren fandt Djokovic ekstra drys af klasse frem, da det var allermest nødvendigt og afviste alle tilnærmelser, inden han servede sejren i hus.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned