Djokovics far vækker opsigt med Putin-støtte i Australien
Srdjan Djokovic (tv.) viste støtte til Rusland i Melbourne Park. Her ses han til en af Novak Djokovics kampe i Australian Open. Foto: David Gray/Ritzau Scanpix
Srdjan Djokovic bar et russisk flag med Vladimir Putin afbilledet og sagde "længe leve Rusland".
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Sidste år tiltrak serberen Novak Djokovic sig enorm opmærksomhed, da han blev smidt ud af Australien grundet manglende coronavaccination op til Australian Open.
I år er han tilbage i turneringen i Melbourne med forrygende spil, men nu er det til gengæld hans far, der får negativ omtale for sin ageren uden for banen.
Efter Djokovics suveræne sejr i kvartfinalen onsdag mod russeren Andrey Rublev, samlede en gruppe russiske nationalister sig uden for arenaen og udviste deres støtte for Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Novak Djokovics far, Srdjan Djokovic, tog del i denne støtte og var med til at holde et stort russisk flag, hvorpå Putin var afbilledet.
På sociale medier florerer en video med seancen, hvor man kan høre Srdjan Djokovic sige "længe leve Rusland".
Annonce
Srdjan Djokovic holder flaget sammen med en person, der bærer en trøje med symbolet "Z", der støtter krigen i Ukraine.
Serbiske medier bekræfter, at personen i videoen er Srdjan Djokovic, skriver nyhedsbureauet AFP.
Under onsdagens kvartfinale var en tilskuer iført en trøje med symbolet "Z", der støtter krigen i Ukraine. Foto: William West/Ritzau Scanpix
Hændelsen skal ses i lyset af, at der er tætte bånd mellem Rusland og Serbien. Den går blandt andet tilbage til Første Verdenskrig, hvor Serbien var Ruslands allierede.
På grund af Ruslands invasion og krigsførelse i Ukraine er der kommet forbud mod, at tilskuere viser Ruslands og Hvideruslands flag ved grand slam-turneringen.
Det australske tennisforbund, Tennis Australia, der arrangerer Australian Open, bekræfter, at fire personer, der viste upassende flag og truede sikkerhedsvagter, af politiet blev smidt ud af Melbourne Park.
Spillere fra Rusland og Hviderusland kan stille op under hvidt, neutralt flag i Australien.
I torsdagens kvindesemifinaler er der hviderussisk deltagelse i dem begge i skikkelse af Viktoria Azarenka og Aryna Sabalenka.
Blandt de sidste fire er også Wimbledon-mesteren Elena Rybakina, der oprindeligt er russer, men siden 2018 har stillet op for Kasakhstan.
Hos herrerne er russeren Karen Khachanov klar til fredagens semifinaler ligesom Novak Djokovic.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned