Dommer fortryder gult kort: Balotelli hånet med abelyde
Nice-angriberen Mario Balotelli udlægger sin version af sagen til kampens dommer, Nicolas Rainville. Kampen endte 3-2 til Dijon. Foto: Scanpix/Philippe Desmazes
Scanpix/Philippe Desmazes
Mario Balotelli skulle alligevel ikke have haft et gult kort i lørdagens kamp mod Dijon, siger dommeren nu.
Det var en fejl, at Nices angriber Mario Balotelli blev tildelt et gult kort i lørdagens ligakamp mod Dijon.
Sådan lyder det onsdag fra kampens dommer, Nicolas Rainville.
Dommeren forklarede oprindeligt det gule kort med, at Balotelli havde opført sig provokerende, fordi italieneren havde forsøgt at få nogle tilskuere til at tie stille.
Under kampen lod Balotelli dommeren forstå, at nogle personer på tilskuerrækkerne havde råbt abelyde efter ham.
Det var en begrundelse, dommeren ikke gav meget for på kampdagen, og det fortryder han nu.
- Hvis jeg havde hørt abelyde som antydet i henvendelsen fra Nice, så ville jeg på intet tidspunkt have givet Mario Balotelli et gult kort, siger Rainville ifølge en pressemeddelelse fra de franske dommeres fagforening, Safe.
- Jeg forstår godt en reaktion som denne fra en spiller, der påvirkes af fornærmelser som disse, siger dommeren.
Den franske ligas disciplinærkomité vil undersøge sagen torsdag.
Det er langt fra første gang, at den 27-årige italienske angriber, der har ghanesiske rødder, er blevet udsat for racisme.
En undersøgelse fra Kick It Out, en britisk anti-diskriminationsorganisation, har vist, at Balotelli i 2014/2015-sæsonen for Liverpool modtog mere end 4000 racistiske beskeder på sociale medier.
Balotelli har spillet for Nice siden 2016. Klubben er med 34 point placeret på niendepladsen i Ligue 1. Den bedste franske række toppes af Paris Saint-Germain med 65 point.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned