Dommer udsætter Djokovic-afgørelse til på mandag
Først i begyndelsen af næste uge vil en dommer tage stilling til Novak Djokovics videre skæbne i Australien.
Tennisspilleren Novak Djokovics deltagelse i Australian Open afgøres tidligst på mandag.
Det har en domstol afgjort torsdag morgen dansk tid.
Den serbiske verdensetter er rejst til Melbourne, hvor turneringen spilles. Han hævder, at han har fået dispensation fra myndighedernes krav i forhold til landets coronareglement.
Man skal være vaccineret for at rejse ind i Australien eller have en særlig grund til ikke at være vaccineret.
Djokovic har gennem flere måneder ikke ønsket at fortælle, hvorvidt han er vaccineret mod coronavirus.
Ved indrejsen til Australien fik Djokovic onsdag afvist sit visum, til trods for at han hævder at have fået dispensation. Han blev efterfølgende fragtet til et karantænehotel.
Djokovics advokater har efterfølgende forsøgt at få myndighedernes beslutning om at afvise hans visum omstødt, så serberen kan stille til start i grand slam-turneringen. Den begynder om halvanden uge i Melbourne.
Torsdag morgen dansk tid har en dommer vurderet sagen og besluttet udskyde behandlingen til mandag klokken 10 lokal tid.
Inden da skal Djokovic fremkomme med beviser for, hvorfor han mener, at han er berettiget til indrejse.
Statsadvokat Christopher Tran oplyser, at Australien ikke har planer om at deportere Djokovic inden da. Djokovic vil indtil afgørelsen opholde sig i myndighedernes varetægt.
Sagen omkring Novak Djokovic har skabt stor virak i Australien, hvor flere australiere i første omgang mente, at serberen havde fået særbehandling.
Det blev efterfølgende afvist af Australiens premierminister Scott Morrison.
I mellemtiden truer situationen også med at udløse en diplomatisk krise mellem Australien og Serbien.
Således gik Serbiens præsident onsdag ind i sagen og meldte ud, at "chikanen af verden bedste tennisspiller" skal stoppe omgående.
Australian Open går i gang 17. januar.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned