Dortmund-komet sætter rekord som yngste CL-spiller
Youssoufa Moukoko har spillet i Dortmund siden 2016. (Arkivfoto) Foto: Leon Kuegeler/Reuters
Leon Kuegeler/Reuters
Youssoufa Moukoko er i en alder af 16 år og 18 dage den yngste nogensinde til at spille i Champions League.
Youssoufa Moukoko bliver ved med at sætte rekorder.
I slutningen af november blev Dortmund-sensationen dagen efter sin 16 års fødselsdag den yngste nogensinde til at optræde i Tysklands bedste fodboldrække, Bundesligaen.
Tirsdag tog den purunge angriber samme rekord i Champions League. Her kom Moukoko på banen et lille kvarter inde i anden halvleg i Dortmunds sidste gruppekamp mod Zenit.
Dermed er han nu den yngste nogensinde til at betræde grønsværen i den prestigefyldte turnering. Tirsdag var han 16 år og 18 dage gammel.
Den nu tidligere indehaver af rekorden var nigerianske Celestine Babayaro, der helt tilbage i 1994 spillede for Anderlecht i en alder af 16 år og 87 dage.
Youssoufa Moukoko har spillet i Dortmund siden 2016, men først i januar i år begyndte han at træne med førsteholdet.
Først som 16-årig måtte han spille for Dortmund i både Bundesligaen og Champions League, og cheftræner Lucien Favre har altså ikke holdt sig tilbage med at sende den unge komet i aktion, så snart det var muligt.
Dortmund var bagud 0-1, da Moukoko tirsdag kom på banen. 20 minutter senere havde det tyske hold dog fået vendt et truende nederlag til en 2-1-sejr. Dortmunds mål blev scoret af Lukasz Piszczek og Axel Witsel.
Dermed endte tyskerne som tophold i gruppe F med 13 point. Det er tre mere end Lazio på andenpladsen, som tirsdag spillede 2-2 med Club Brugge. Belgierne kunne have taget Lazios plads med en sejr.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned