Drama sender Danmark videre med max-point

Det var bestemt ikke kønt, men det er de nok ret ligeglade på det danske kvindelandshold i håndbold.

For selv om Pytlicks piger bestemt ingen skønhedspriser får efter 22-19-sejren over Spanien, så går holdet som det eneste videre til mellemrunden i Herning med maksimumpoint.

Men det danske mandskab og den totalt udsolgte Gigantium-arena i Aalborg måtte grueligt meget igennem mod de uortodokse spaniere, før sejren kom i hus.

Faktisk blev opgøret langt mere spændende, end det burde have været. Danmark skulle allerede have afgjort kampen i første halvleg.

Takket være endnu en forrygende forsvarsindsats og en ny sprællemandskamp af Karin Mortensen i målet lykkedes det nemlig at holde spanierne nede på bare tre scoringer i det første kvarter.

Derfor kunne Danmark have ført med seks-syv mål allerede på det tidspunkt, hvis altså bare det havde fungeret lige så godt i den anden ende.

Men de mange kontrachancer, som opstod, blev ikke udnyttet, og i det etablerede angrebsspil var hjemmeholdet nøjagtigt lige så ineffekivt.

Derfor førte Danmark kun 12-9 ved pausen, og kampen var stadig åben.

Spanien måtte undvære sin bedste stregspiller, Begona Fernandez, i kampen, og Team Esbjerg-profilen Marta Mangue Gonzalez spillede også det meste af kampen med et skadet knæ.

Det ødelagde dog ikke spaniernes kamplyst, og knap tyve minutter før tid fik de udlignet til 15-15. Deres offensive forsvar bekom slet ikke danskerne, og det pegede stille og roligt hen mod en gyserafslutning.

En dansk overtalsperiode i slutminutterne blev ikke udnyttet, og dermed måtte Karin Mortensen igen hive en stribe pragtredninger ud af ærmet, før danskerne kunne juble over en hårdt tilkæmpet sejr.

I aftenens andet opgør i Danmarks gruppe vandt Rumænien stort med 40-26 over Serbien. Dermed kan serberne rejse hjem igen, mens rumænerne går videre til mellemrunden med to point.

I Herning støder de tre bedste hold fra gruppe B til. Montenegro med den tidligere Viborg- og Slagelse-spiller Bojana Popovic mødte i sin sidste gruppekamp Kroatien. Her blev det overraskende til kroatisk sejr, og dermed går de to hold og Rusland alle videre til mellemrunden med to point.

Dermed har Danmark et forspring på to point til sine tre værste konkurrenter til en semifinaleplads, inden det går løs i næste uge.

Danmark lægger ud mod Rusland mandag. Herefter møder holdet Kroatien tirsdag, og torsdag glæder det så Montenegro.

/ritzau/

Offentliggjort Sidst opdateret