Effektive hviderussere sænker uskarpe Esbjerg
Cheftræner John Lammers måtte torsdag se sit Esbjerg-mandskab tabe i Europa League-kvalifikationen. (Arkivfoto) Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
John Randeris/Ritzau Scanpix
Esbjerg tabte 0-2 i den første kamp mod Shakhtyor Soligorsk i Europa League-kvalifikationens anden runde.
Esbjerg fik ikke nogen god start på Europa League-kvalifikationen, da vestjyderne torsdag spillede den første af to kampe mod Shakhtyor Soligorsk.
Det danske hold manglede skarpheden foran mål og tabte 0-2 til hviderusserne i Europa League-kvalifikationens anden runde.
Dermed har Esbjerg lidt at indhente, når der næste torsdag bliver spillet returkamp.
Torsdagens opgør var kun lidt over fire minutter gammelt, da Soligorsk kom foran 1-0.
Angriberen Elis Bakaj sparkede fladt på et frispark lige uden for vestjydernes felt og tog fusen på spillerne i Esbjerg-muren, der hoppede og måtte se bolden smutte under fødderne og i mål.
Der gik lidt tid, men Esbjerg kom langsomt bedre med og havde mod slutningen af første halvleg flere store chancer foran hviderussernes mål. Ind kom bolden dog ikke.
Det gjorde den så for Soligorsk ti minutter inde i anden halvleg. Denne gang var Elis Bakaj oplæggeren, da han sendte et hjørnespark afsted, som Pavel Rybak headede i kassen.
Ligesom i første halvleg virkede det til, at Esbjerg var det bedste hold. Men bolden ville bare ikke i mål for det danske hold, der ellers havde gode muligheder for som minimum at reducere hviderussernes føring.
Den samlede vinder af de to opgør mellem Shakhtyor Soligorsk og Esbjerg skal møde den samlede vinder af to opgør mellem italienske Torino og ungarske Debrecen.
Her lagde Torino torsdag ud med at vinde 3-0.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned