Efter 10 år er det slut - kulturbærer takker af i Team Sydhavsøerne
Alexander Nielsen knytter næverne for sidste gang på lørdag i den røde TSØ-trøje. Han stopper karrieren efter kampen. Foto: Kim Nielsen, Konceptlab
Kim Nielsen, Konceptlab
Team Sydhavsøernes Alexander Nielsen stiller håndboldskoene på hylden efter lørdagens sidste kamp mod Faaborg.
10 sæsoner i samme klub er et særsyn i elitesport, men ikke desto mindre har Team Sydhavsøernes højre back Alexander Nielsen holdt ved i den røde trøje siden han kom til klubben tilbage i 2015 fra Ribe-Esbjerg.
Men på lørdag omkring kl. 16:30 er det slut. Efter sæsonens sidste kamp mod Faaborg, har den nu 34-årige venstrehåndsskytte besluttet at tiden er kommet til at sætte en stopper for karrieren.
- Det har da været en svær beslutning at træffe efter så mange år, men jeg er meget afklaret med den. Der er kommet andre prioriteringer ind i livet, så jeg føler at tidspunktet er det rigtige nu, siger Alexander Nielsen, der er blevet far og også har et job som fysioterapeut sideløbende med håndbolden.
Han kommer ikke til at trappe ned på et lavere niveau.
Mere tid med familien
- Nej det er helt slut. Skoene bliver lagt på hylden, smiler Alexander Nielsen
- Jeg glæder mig til, at bruge mere tid på min familie og venner, lyder det fra Alexander Nielsen, der igennem sin karriere har været ramt af en korsbåndsskade og også været opereret en enkelt gang i skulderen, men det er ikke helbredet, der får ham til at sige stop.
- Jeg kunne godt have trænet mig op til en sæson mere, men følte som sagt at tidspunktet var det rigtige, siger venstrehåndskytten, der i sine ti år i Team Sydhavsøerne nåede at spille under hele otte forskellige trænere og ringen slutter faktisk som den begyndte i 2015.
Dengang var det også Jimmy Albrechtsen, der var cheftræner, nøjagtig som det er tilfældet, når han stopper karrieren på lørdag.
Op og nedture
- Det har været 10 gode år med både op og nedture, men generelt har jeg været rigtig glad for at spille i Team Sydhavsøerne. Det er jo også grunden til, at jeg er blevet i klubben så længe. Der har jo været nogle trænerfyringer undervejs og vi har været tæt på at rykke op i ligaen flere gange.
- Det eneste der ærgrer mig er, at vi i min tid i klubben aldrig formåede at rykke op. Vi har haft chancerne flere gange, men i de første år var bundniveauet for lavt, og andre gange har der været et eller to hold, der bare var bedre end os, konstaterer Alexander Nielsen, der nævner oprykningskampene mod Lemvig-Thyborøn i foråret 2023 som højdepunktet, selvom Team Sydhavsøerne tabte begge kampe, og aldrig var tæt på at komme op i det forjættede land.
- Det var dengang vi havde Nikolaj Jørgensen, som nok er den bedste spiller jeg har spillet sammen med i Team Sydhavsøerne, og man kan jo også se hvordan har har drevet det videre derfra, siger Alexander Nielsen om den nuværende Sønderjyske-spiller, der i næste sæson skal spille i Bundesligaen for Hamburg.
Alexander Nielsen nævner også Martin Vilstrup, Kristian Lund Vukman og stregspilleren Jesper Munk, som nogle af de store profiler han vil huske tilbage på og har spillet sammen med i den røde trøje.
Hans sidste sæson i klubben, der altså slutter på lørdag med hjemmekampen mod Faaborg, kunne have endt fatalt med en nedrykning, hvis ikke HC Odense var gået konkurs.
En hård sæson
- Jeg havde haft det ekstremt skidt med, at skulle efterlade drengene i 2. division. Det havde slet ikke været til at bære. Men det har bare været en sæson, hvor alt er gået galt og hvor vi også bare må erkende, at vi har mistet nogle dygtige spillere undervejs, som betød meget for holdet.
- Det har været en virkelig hård sæson at komme igennem, men nu glæder jeg bare over, at vi alligevel lykkedes med at blive i 1. division, og så glæder jeg mig til at se, hvilke nye spillere, der kommer til, så holdet igen kan komme op i den ende af tabellen, hvor jeg synes de hører hjemme.
Alexander Nielsen får sin velfortjente hyldest på lørdag kl. 15:00, når Team Sydhavsøerne spiller sæsonens sidste kamp mod Faaborg hjemme i Lollands Bank Arena.
Seneste artikler
Politiet har registreret rekordmange anmeldelser om fup-sms'er
Udvalgsformand om byudvikling: - Speeder kan trædes i bund den 13. august
Ældreformand: Rystende besparelser
Narkohund fik færten af lommen
13-årige Filuca fra Lolland til tops ved stort internationalt stævne
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Meget vand på kørebane spærrer spor
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
DMI: Kraftige tordenbyger over LF
Dom i Danmarks største sag om kontaktbedrageri