Efter direktør-udmelding: Neymar brandvarm i Barcelona
Få dage før transfervinduet lukker er fodboldstjernen Neymar stadig Paris Saint-Germain-spiller. Foto: Charles Platiau/Reuters
Charles Platiau/Reuters
FC Barcelona forhandler intenst om et køb af Neymar i PSG, har Barcelona-direktør ifølge AFP bekræftet.
Fodboldstjernen Neymar kan være tæt på et skifte fra Paris Saint-Germain til sin tidligere klub FC Barcelona, inden transfervinduet lukker.
Tirsdag aften bekræftede Barcelona-direktør Javier Bordas ifølge AFP, at der forhandles intensivt.
- Vi fortsætter forhandlingerne. Vi er tættere på en aftale, lød det tirsdag aften fra Bordas i spanske medier.
Onsdag trænede Neymar med sine holdkammerater i PSG, og både medier i Frankrig og Spanien beskrev detaljer om en mulig handel mellem PSG og Barcelona.
Franske L'Equipe berettede, at efter flere mislykkedes forsøg, så har Barcelona afgivet et tilbud på 160 millioner euro (cirka 1,2 milliarder kroner), som skal betales i to rater.
Samtidig vil PSG kræve at få en Barcelona-spiller med i købet.
Ifølge mediet Le Parisien er Barcelona indstillet på at betale mellem 140 og 150 millioner euro, mens klubben vil tilbyde Ivan Rakitic i en handel samt en lejeaftale med Ousmane Dembélé.
Dembeles agent har dog tidligere pure afvist, at den 22-årige franskmand skulle forlade Barcelona denne sommer.
I Catalonien berettede radiostationen RAC1, at Barcelona allerede har været i banken og låne penge til et køb af Neymar, efter at Barcelona denne sommer allerede har betalt 120 millioner euro for Antoine Griezmann.
AFP beskriver det som værende usandsynligt, at Neymar skulle skifte til Real Madrid.
Neymar spillede i Barcelona fra 2013 til 2017, hvorefter han for to år siden blev verdens dyreste fodboldspiller, da PSG betalte 1,65 milliarder kroner for den 27-årige spiller.
Neymar har ikke været på banen i de første tre kampe i sæsonen i Ligue 1 for PSG.
Før søndagens sejr over Toulouse udtalte PSG-træner Thomas Tuchel, at Neymar kunne blive taget i brug, hvis situationen mellem ham og klubben var afklaret.
- Det er den ikke i dag (lørdag, red.), men måske er den i morgen (søndag, red.), sagde Tuchel forleden.
Neymar var ikke i truppen til kampen.
Transfervinduet lukker mandag 2. september.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned