Efter én dag i gult: Hindleys hold opgiver kampen om trøjen
Det blev kun til en enkelt dag i gult for Jai Hindley, der dumpede ned på tredjepladsen på torsdagens etape. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Bora-manager forventer ikke, at hans kaptajn kan true Vingegaard og Pogacar i kampen om Tour-sejren.
Det blev til én dag i den gule trøje til Jai Hindley, og ikke meget tyder på, at han tilbageerobrer den prestigefyldte trikot i dette Tour de France.
Hans hold, Bora, er i hvert fald indstillet på, at resten af løbet kommer til at handle om at blive den bedste efter løbets to favoritter, Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar, der nu indtager de øverste pladser.
- Det ser ud til, at Vingegaard og Pogacar kører i deres helt egen liga. Bag dem er alt åbent. Og hvis vi kan blive nummer tre, vil vi være glade, siger teammanager Ralph Denk.
Jai Hindley er i gang med karrierens første Tour de France. Han tog trøjen ved at vinde 5. etape efter at have siddet i udbrud.
Men da Vingegaard og Pogacar torsdag spillede med musklerne på Tourmalet, kunne australieren ikke længere forsvare sig og endte med at tabe to et halvt minut.
- Det skal han nok komme sig over. Han er en hård hund, både fysisk og mentalt. Vi støtter ham, og vi er meget, meget glade for det udgangspunkt, vi har nu. At være på podiekurs efter seks etaper, det er virkelig godt, siger Ralph Denk.
Hindley selv erkender blankt, at der ikke var noget at stille op over for de to favoritter.
- Jeg prøvede at hænge på de to store drenge og gjorde mit bedste. Men det var ikke nok, siger Hindley.
På fredagens etape træder bjergrytterne igen lidt i baggrunden. Den 169,9 kilometer lange rute til Bordeaux ligner en oplagt sag for sprinterne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned