Efter fem nederlag i træk: - Det har gjort ondt

Team Sydhavsøerne har en svær hjemmekamp i sigte mod Aarhus Håndbold i eftermiddag. Foto: Ingrid Riis

Team Sydhavsøernes træner Klavs Bruun Jørgensen ser dog fremskridt, på trods af en meget skidt periode.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kører slet ikke for Team Sydhavsøerne i øjeblikket. Fem nederlag på stribe har sendt holdet ned i betænkelig nærhed af nedrykningsstregen i 1. division, hvor der kun er tre point ned til den kriminelle streg, som ingen havde regnet med, at lollikkerne skulle flirte med.

Men at der er tale om en nærmest historisk nedtur afslører de tørre tal desværre. Fem nederlag i træk har Team Sydhavsøerne ikke "præsteret" siden 2007, da man dengang tabte de første seks kampe i sæsonen under ledelse af træner Claus Hansen, der senere i den sæson blev fyret på grund af de dårlige resultater, men det endte alligevel med at Team Sydhavsøerne rykkede ned i 2. division.

Så langt, både med trænerfyring og nedrykningssnak, er man ikke endnu, men den kedelige rekord kan blive tangeret i eftermiddag, når topholdet Aarhus Håndbold gæster Lollands Bank Arena i Maribo.

- Ingen tvivl om, at det gjort ondt at tabe fem kampe i træk. Det skal der slet ikke herske tvivl om, siger træner Klavs Bruun Jørgensen, der håber på at vendepunktet kommer mod Aarhus Håndbold, selvom han godt ved, at det bliver en vanskelig opgave.

Et mirakel

- Der skal ske mirakler, siger han med et stort grin, men bliver så efterfølgende mere alvorlig.

- Nej, selvfølgelig går vi efter at levere en overraskelse. Men Aarhus er godt kørende, og vi mangler helt tydeligt noget selvtillid. Jeg tror dog på, at vi på hjemmebane lige før en længere julepause, kan levere en god præstation og give alt hvad vi har, siger Klavs Bruun Jørgensen, der ikke fornemmer at truppen hænger med hovedet på trods af de dårlige resultater.

- Selvfølgelig hænger spillerne med hovedet efter et nederlag, men jeg fornemmer at de forholdsvis hurtigt kommer ovenpå igen og får noget humør på. Jeg har bestemt ikke indtrykket af, at stemningen er dårlig. Det synes jeg også, jeg kan se i træningerne, hvor spillerne stadig arbejder stenhårdt for at blive bedre, konstaterer Klavs Bruun Jørgensen, der dog stadig er ramt på, at flere spillere ikke er til disposition.

Både den langtidsskadede Rasmus Larsen, Pauli Mittún og Kasper Manfeldt, der har siddet ude de seneste kampe er fortsat ukampdygtige.

Sidstnævnte kunne måske godt have spillet i dagens kamp mod Aarhus Håndbold, men hans lægskade har godt af, at der nu kommer en måneds kamppause.

Tager ingen chancer

- Så det ville være åndssvagt at bringe ham allerede nu. Det ville være for stor en risiko at løbe, mener Klavs Bruun Jørgensen.

Aarhus Håndbold ligger nummer to med 23 point for 14 kampe i modsætning til Team Sydhavsøerne, der kun har skrabet 11 point sammen.

Aarhusianerne har en målsætning om at spille i Håndboldligaen, og har op til denne sæson forstærket sig markant med flere spillere med erfaring fra højere niveau. Blandt andre Lars Mousing og Nicolaj Nørager fra TTH Holstebro samt Mads-Peter Lønborg, der er kommet hjem fra den tyske Bundesliga.

- Det er et rigtig godt hold vi står overfor, konstaterer Klavs Bruun Jørgensen inden dagens kamp.

Der er kampstart kl. 15:00 i Lollands Bank Arena.