Efter tre år med sorte tal har FCM stort underskud
FC Midtjylland vandt i maj sit fjerde mesterskab. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Et underskud på 55 millioner kroner skyldes strategiske investeringer, forklarer FCM-direktør Claus Steinlein.
FC Midtjylland fejrede i foråret det danske mesterskab for fjerde gang, men guldet kom med en pris.
Superligaklubben kom således ud af regnskabsåret 2023/24 med et underskud på 55,3 millioner kroner. Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside.
Det er første gang siden 2020, at midtjyderne ikke kommer ud af en sæson med sorte tal.
Og det skyldes først og fremmest investeringer i træningsanlægget Dream 99 og nye faciliteter på MCH Arena, forklarer direktør Claus Steinlein.
- Årets underskud er et direkte resultat af væsentlige strategiske investeringer, som konsoliderer FC Midtjylland både sportsligt og kommercielt.
- Dream99 og de nye faciliteter på MCH Arena er essentielle for at styrke klubbens fundament og samtidig give mulighederne for fremtidig vækst og succes for både spillere, fans og partnere, siger han.
Egenkapitalen er i perioden faldet fra 398 til 343 millioner kroner, hvilket svarer til underskuddet.
De seneste tre år har FC Midtjylland haft et samlet overskud på cirka 142 millioner kroner. Alene sidste år var overskuddet på rekordhøje 90,5 millioner.
- Vores overskud de sidste år har faciliteret muligheden for at foretage disse investeringer, heriblandt i førsteholdstruppen, hvilket resulterede i endnu et dansk mesterskab.
- Vi vil fortsætte med at udvikle klubben og forbedre vores konkurrenceevne, og vi nyder en stærk, loyal opbakning i bestræbelserne på at indfri vores ambitioner nationalt såvel som internationalt, lyder det fra Claus Steinlein.
Allerede i denne sæson bør det lysne på den økonomiske front for klubben, der også aktuelt kan prale af en førsteplads i Superligaen.
FC Midtjylland forventer, at indtjeningen fra Europa League og salg af spillere fører til, at regnskabet går i nul for sæsonen 2024/25.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned