Eks-verdensmester: Fatter ikke jeg har slået Sagan
Michal Kwiatkowski slog Peter Sagan og Julian Alaphilippe, da forårsklassikeren Milano-Sanremo blev kørt lørdag. Foto: AP/Dario Belingheri
AP/Dario Belingheri
Peter Sagans angreb på Poggio kom bag på Michal Kwiatkowski, som endte med at tage sejren i Milano-Sanremo.
Den tidligere verdensmester Michal Kwiatkowski (Sky) var en glad mand, efter at han lørdag sejrede i cykelløbet Milano-Sanremo.
- Jeg har været uheldig i tidligere udgaver i 2013 og 2014, og efter det, er det en utrolig følelse at vinde Milano-Sanremo.
- Jeg er taknemmelig for mine holdkammerater, de lavede et utroligt arbejde i dag. Jeg forventede ikke, at Sagan angreb på Poggio (sidste stigning før mål, red.).
- Da det skete, forventede jeg en massespurt, men han fastholdt et højt tempo forrest.
- Jeg fokuserede udelukkende på min egen spurt. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har slået Sagan, siger Michal Kwiatkowski efter sejren ifølge cyclingnews.com.
Klassikeren Milano-Sanremo skyder traditionelt forårssæsonen i gang i det professionelle cykelfelt, og løbet er det første af fem monumenter.
Rytterne skulle ud på 291 kilometer, og før afslutningen i Sanremo ventede de to stigninger Cipressa og Poggio.
Inden Poggio var Quick-Step-kortet Fernando Gaviria i front, mens også Sunweb med blandt andre danske Søren Kragh Andersen havde vist styrke i forsøget på at splitte feltet med favoritterne.
Verdensmester Peter Sagan (Bora) viste sig frem inden nedkørslen fra Cipressa hen mod Poggio-stigningen, og med 284 kilometer i benene viste Sagan styrke lige før nedkørslen fra Poggio.
Her angreb slovakken og kun Julian Alaphilippe (Quick-Step) og Kwiatkowski kunne følge med Sagan.
De tre ryttere formåede at holde sig i få sekunders afstand af feltet inden målstregen, og Sagan indledte en lang spurt, men måtte se sig besejret i en tæt afgørelse af polakken.
Magnus Cort (Orica-Scott) kom i mål få sekunder senere som nummer 11, mens danskerens holdkammerat Caleb Ewan sluttede på fjerdepladsen, hvilket overraskede holdets sportsdirektør Matt White
- At Magnus var med til sidst var ikke nogen overraskelse, men Caleb er en overraskelse med den forberedelse, han ikke har haft, siger White til holdets hjemmeside.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned