Englænder skriver historie med to lynmål mod Schmeichel
Celtic-keeperen Kasper Schmeichel blev ufrivilligt udsat for lidt historieskrivning i Champions League-kampen ude mod Aston Villa. Foto: Hannah McKay/Reuters
Aston Villas Morgan Rogers scorede to gange i de første fem minutter mod Celtic, og han endte med et hattrick.
Minuturet havde lige rundet fire minutter, så havde Morgan Rogers fra Aston Villa passeret Kasper Schmeichel i Celtic-målet to gange.
Dermed skrev Morgan Rogers historie i Champions League. Aldrig før har en spiller scoret to gange i løbet af de første fem minutter i en kamp i turneringen.
Morgan Rogers endte tilmed med at score et hattrick i det, der endte med en 4-2-sejr på hjemmebane over Celtic.
Den 22-årige engelske midtbanespiller åbnede målscoringen efter lidt over to minutter, da han bare skulle sætte en inderside på en tværpasning fra Jacob Ramsey.
Efter lidt over fire minutter forsøgte Kasper Schmeichel at sparke bolden langt op ad banen.
Men den danske landsholdskeeper ramte ikke bolden ordentligt, så den blev opsnappet midt på skotternes banehalvdel.
Efter et par hurtige afleveringer hamrede Morgan Rogers på mål, og Kasper Schmeichel kunne ikke nå ud til bolden tæt ude ved stolpen.
Celtic havde dog ikke givet op trods den dårlige start, og mod slutningen af første halvleg ændrede kampen karakter.
Ti minutter før pausen fik Celtic-spilleren Adam Idah reduceret til 1-2. Og fem minutter senere udlignede den irske angriber til 2-2 i den målrige første halvleg.
Aston Villa scorede dog yderligere to gange i anden halvleg.
Efter en time gjorde Ollie Watkins det til 3-2 efter endnu et oplæg af Jacob Ramsey.
Ollie Watkins fik chancen for at score igen på et straffespark syv minutter senere, men han gled og sparkede bolden ind på sig selv, så den gik langt over mål.
I tillægstiden indkasserede Celtic og Schmeichel endnu et mål efter et koks i eget felt.
Det var en gavebod, som Morgan Rogers udnyttede til at score sit tredje mål i kampen.
Med sejren tog Aston Villa ottendepladsen og går dermed direkte videre til ottendedelsfinalerne.
Trods nederlaget endte Celtic som nummer 21 og er videre til knockoutfasen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned