Eriksen vil behandles som alle andre fodboldspillere
Christian Eriksen har bedt sine holdkammerater i Brentford om at gå lige så hårdt til ham som til alle andre. Foto: Paul Childs/Ritzau Scanpix
Paul Childs/Ritzau Scanpix
Til træning og kamp vil Christian Eriksen ikke have særbehandling. Han vil behandles som alle andre.
Christian Eriksen har bedt sine nye holdkammerater i Brentford om at behandle ham som enhver anden spiller.
Det gjorde han på den første træningsdag i mandags.
Det forklarede Eriksen fredag, da han var midtpunkt på et pressemøde efter skiftet til Brentford.
Efter en fotoseance på stadion med diverse spillertrøjer og halstørklæder skulle han svare på spørgsmål fra engelske og danske journalister.
Mange spørgsmål gik på Eriksens hjertestop sidste sommer under EM, hvor danskeren blev genoplivet på Parkens græstæppe.
Siden har Eriksen fået indopereret en ICD-enhed - en moderne pacemaker.
Flere journalister ville derfor vide, om Eriksen skal have særbehandling til træning.
- Jeg håber, at jeg bliver handlet som alle mulige andre, for jeg er som alle andre.
- Så de skal behandle mig som alle andre. Det sagde jeg til dem til første træning, og at de bare skulle spille som normalt, siger Eriksen.
Han ønsker hurtigst muligt at kunne spille fodbold på helt normal vis - som han tidligere har gjort det i Inter, Tottenham og Ajax.
- Jeg ser frem til, at det med tiden kommer til at handle om fodbold og ikke om, at det er ham med ICD-enheden i brystkassen, der spiller.
- Jeg vil gerne tilbage til et normalt liv. Det er en motivation at vise, at jeg kan det, siger Eriksen.
I Serie A kunne Eriksen ikke spille videre for Inter med en pacemaker på grund af reglerne i Italien.
Reglerne er anderledes i England, og Eriksen har talt med sin tidligere holdkammerat Daley Blind, som spiller med en ICD-enhed i Ajax.
- Daley Blind har en, og jeg spillede med to på ungdomsholdene i Ajax, der havde en ICD.
- Jeg har snakket med Daley en masse gange, om genoptræning og alt muligt andet, siger Eriksen.
Nu glæder han sig bare til at spille en fodboldkamp for Brentford. Mandag skal han spille en testkamp, og derfor går der mindst en uge mere, før debuten i en officiel kamp kan komme.
- Det bliver meget specielt. Men det bliver nok mere specielt for folk uden for banen end for mig. Jeg tror, jeg falder ind i det ret hurtigt.
- Jeg håber, at jeg inden så længe får spillet nogle minutter, siger Eriksen.
Brentford skal lørdag spille hjemme mod Crystal Palace i Premier League. Det bliver uden Eriksen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned