Esbjerg-træner: FC Kairat er som et superligahold
Umiddelbart klinger FC Kairat Almaty ikke voldsomt bekendt i danske ører, men det kasakhiske mandskab skal nok give Esbjerg hård kamp i anden kvalifikationsrunde til Europa League.
Det forudser Esbjerg-træner Niels Frederiksen forud for de to holds første møde i Kasakhstan torsdag aften.
Esbjerg havde assistenttræner Lars Sørensen på plads, da Kairat slog FK Kukesi fra Albanien i første kvalifikationsrunde, og trænerstaben har derudover set holdets sidste fem-seks ligakampe på video.
- Styrkemæssigt er det som et midterhold i Superligaen. Det er ikke et eller andet lilleputhold, der ikke kan spille fodbold. Jeg er også sikker på, at de har et væsentlig højere lønbudget end os.
- Jeg tror ikke, der er ret mange, der er klar over, hvor svær en opgave det bliver. Det vil altid være en fiasko i folks øjne, hvis vi ryger ud mod dem her. Men i bund og grund vil det ikke være meget anderledes end at tabe over to kampe til Randers, siger Niels Frederiksen.
Kasakhernes mest kendte profil er træner Vladimir Weiss, der i 2010 var til VM i Sydafrika som landstræner for Slovakiet.
Holdet råder over flere landsholdsspillere og ligger aktuelt nummer to i den kasakhiske Premier League.
- Det er nogle store og fysisk stærke spillere, men det er ikke et hold, der sparker bolden frem. De spiller 4-3-3 og vil gerne bygge spillet op nede fra. De spiller meget vesteuropæisk, og på den måde behøver det ikke at blive så fremmed for os.
- De gør ikke mere, end de skal. Der er ikke nogen, der pludselig tager bolden og dribler en tre-fire modstandere. De spiller og løber, og det er de gode til, konstaterer Niels Frederiksen.
Esbjerg skal overleve tre kvalifikationsrunder for at nå frem til gruppespillet i Europa League.
Første møde mellem FC Kairat og Esbjerg spilles torsdag klokken 16 dansk tid, mens der er returkamp i Vestjylland en uge senere.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie