Et trin ned på anden klasse har givet Magnus Cort mere frihed

Magnus Cort kan køre sin egen chance på "mellemetaperne" i Tour de France. Det vil sige de etaper, der ikke er helt flade eller deciderede bjergetaper. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Magnus Cort har høj status på sit nye hold og mærker ikke, at Uno-X kører på næsthøjeste niveau. Holdet giver ham flere muligheder for at søge sin egen chance.

Offentliggjort Sidst opdateret

Magnus Cort har siden årsskiftet kørt på cykelsportens anden klasse, men det var nu ikke derfor, han holdt Tour de France-hviledag i lidet inspirerende omgivelser.

I Touren bliver de gode og dårlige hoteller fordelt nogenlunde ligeligt mellem holdene uanset budget og status.

Nu var det bare Uno-X's tur til at få et halvbilligt kædehotel med små værelser nær motorvejen.

- Når vi er på den type hoteller, får vi normalt hver vores værelse. Men her bor vi to og to. Så ligger man altså temmelig tæt, siger Magnus Cort og trækker på skuldrene.

Under de forhold er det heldigt, at atmosfæren på det norske hold er forholdsvis familiær. Cort er til Tour de France med syv nordmænd, og rytterne kender hinanden ud og ind.

Det er en af de fordele, der er ved Uno-X's strategi om kun at ansætte norske og danske ryttere.

- Det gik hurtigt med at komme ind på holdet. Her er sproget norsk eller dansk, og det bliver meget lettere en sammentømret gruppe, når der kun er to nationaliteter. Det er hyggeligt at være afsted på tur, siger Cort.

Efter ni år på World Tour-hold valgte han før denne sæson at skrive en tre år lang kontrakt med det norske hold, der endnu kun kører på cykelsportens næstøverste niveau.

Det var et sats, fordi Uno-X er afhængig af wildcards til de største løb, blandt andet Tour de France. Touren er den eneste grand tour i holdets sæsonprogram.

Til gengæld var Cort sikker på at få høj status på holdet.

- Holdet kører selvfølgelig ikke lige så mange World Tour-løb, men der er jo heller ikke nogen ryttere, der kører alle løb i World Tour-kalenderen.

- Jeg var ikke så bange. Jeg tænkte, at de nok ville blive inviteret til Tour de France igen, og jeg følte mig ret overbevist om, at jeg ville få et "A-program" på holdet. Og det program ser ikke anderledes ud end på et World Tour-hold, siger Cort.

På Uno-X er den 31-årige bornholmer en stor kanon. Sammen med Alexander Kristoff er han holdets til dato største navn.

Det betyder, at han i højere grad end tidligere får lov til at køre sin egen chance. Han er ikke så bundet af hjælpeopgaver som tidligere.

- De sidste mange år i Tour de France har jeg skullet støtte en kaptajn, og så har jeg kunnet få fri en gang imellem.

- Nu kører vi ikke klassement overhovedet. Jeg har frihed på alle "mellemetaper", men skal selvfølgelig prøve at støtte Kristoff i spurterne, forklarer han.

Med seks Tour de France-deltagelser, 12 grand tours og 27 professionelle sejre bag sig har Cort efterhånden set og prøvet det meste.

Selv om man ikke kan kalde ham kaptajn i traditionel forstand, er han ikke bange for at tage ordet i og mellem løbene på et hold, der er på vej frem.

- Det er kommet lidt af sig selv, eftersom jeg kommer med en del erfaring. Jeg kan byde ind undervejs, og det gør jeg også. Det ligger ret naturligt for mig.

- Men det er nu ikke derfor, jeg er hentet ind. Det vigtigste er, at jeg kører stærkt på cyklen, siger Magnus Cort, der i Critérium du Dauphiné i juni sikrede Uno-X holdets første sejr i et løb med World Tour-status.

/ritzau/

En af tre danskere i eksklusivt selskab

* Magnus Cort er en af de kun tre danskere i "Skibby-klubben" med ryttere, der har vundet etaper i alle tre grand tours, Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España. De to øvrige er Jesper Skibby og Mads Pedersen.

* Efter et traineeforløb skrev han i 2015 sin første World Tour-kontrakt med Orica Greenedge (i dag Jayco). Tre år senere skiftede han til Astana, hvor han kørte i to år, inden han drog videre til EF. Siden årsskiftet har han kørt for Uno-X, hvor han har kontrakt til udgangen af 2026.

* Han står noteret for 27 professionelle sejre, deriblandt seks i Vuelta a España og to i Tour de France. Han sikrede i juni Uno-X holdets første sejr i et løb med World Tour-status.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu