Farverig skotte vinder VM i dart i tæt finale mod englænder
Skotske Peter Wright vandt mandagens finale i dart med 7-5 over englænderen Michael Smith i Alexandra Palace i London. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Peter "snakebite" Wright var bagud med 4-5 i sæt mod Michael Smith i VM-finalen i dart, men vandt 7-5.
Efter en tæt kamp, hvor spillerne skiftedes til at tage føringen, kan Peter Wright fra Skotland for anden gang juble over en VM-titel i dart.
Det skriver BBC.
Den 51-årige Wright vandt mandagens finale med 7-5 over englænderen Michael Smith foran 3500 hujende og medlevende tilskuere i Alexandra Palace i London.
Den 31-årige Michael Smith førte ellers 5-4 i sæt, men formåede ikke at holde fast. Det er anden gang, at englænderen må sig sig besejret i en VM-finale. I 2019 tabte han til Michael van Gerven.
Wright, der vandt VM i 2020 med en sejr over Michael van Gerven, er en af sportens mest farverige spillere med sin karakteristiske hanekam, malede ansigt og det selvvalgte kælenavn "snakebite".
VM-sejren indbringer ham 500.000 pund svarende til godt 4,4 millioner kroner.
Undervejs i opgøret slog Michael Smith rekorden for flest 180'ere ved et VM nogensinde. Han nåede således forbi 72 af slagsen og slog dermed Gary Andersons rekord fra 2017.
De to duellanter var tydeligt nervøse, da kampen blev skudt i gang.
De havde begge svært ved at lukke, og i andet parti kiksede de et hav af gange, inden Peter Wright snuppede pointet og senere hele første sæt.
Andet sæt tog Wright i overlegen stil, men så meldte Smith sig ind.
I tredje sæt fandt hjemmebanedarlingen et nyt niveau og vandt i overlegen stil, mens Wright virkede en smule frustreret over en stor bunke bommerter.
Fjerde sæt var det første, der for alvor var tæt. Her slap Smith afsted med sejren, efter at Wright havde haft mulighed for at lukke - og så stod det 2-2 efter fire sæt.
Derefter tog de to et sæt hver, inden Smith vandt kampens første rene sæt og bragte sig foran 4-3. Wright udlignede dog hurtigt, og i niende sæt blev det endnu engang spændende.
Wright var foran 2-0, men endte med at tabe og kom dermed under massivt pres ved stillingen 5-4 til Smith. Han overlevede, og så stod det igen helt lige ved 5-5, hvorefter den mere erfarne skotte vandt de næste to sæt og dermed kampen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned