FC Barcelona fyrer Xavi kort tid efter forlængelse
Xavi stopper i Barcelona efter søndagens kamp mod Sevilla. (Arkivfoto). Foto: Albert Gea/Reuters
Xavi var egentlig blevet overtalt til at tage en sæson mere som træner i Barcelona, men nu er han fyret.
Det går op og ned i fodbold.
Egentlig var Xavi Hernández vendt rundt på en tallerken og havde meldt sig klar til at fortsætte som træner FC Barcelona i næste sæson. Men sådan bliver det ikke.
Fredag oplyser den spanske storklub på sin hjemmeside, at Xavi stopper efter sæsonen. Hans sidste kamp i spidsen for klubben bliver derfor søndagens møde med Sevilla.
Beskeden har han fået af klubpræsident Joan Laporta, oplyser Barcelona.
Tilbage i januar meddelte Xavi omverdenen, at han havde tænkt sig at stoppe som træner i Barcelona, men i slutningen af april blev han overtalt til at blive.
Blandt andre Joan Laporta var med til at overbevise ham, men selvsamme Laporta har nu besluttet at sparke Xavi ud.
I udmeldingen fra FC Barcelona er der ikke nogen begrundelse, men årsagen skal angiveligt findes i en række udtalelser, som Xavi kom med tidligere i maj.
Op til en kamp mod Almeria omtalte han klubbens svære økonomiske situation, og derefter begyndte rygterne om en fyring at florere.
Xavi sagde ifølge nyhedsbureauet AP, at "vores fans og klubmedlemmer må forstå, at situationen er svær, først og fremmest på et økonomisk niveau, i forhold til at konkurrere med Real Madrid eller andre hold i Europa".
Det faldt angiveligt klubpræsident Joan Laporta for brystet.
44-årige Xavi satte sig i trænersædet i 2021 og førte klubben til mesterskabet sidste år.
Denne sæson er gået knap så godt for Xavi og spillerne, som kun har andenpladsen i La Liga tilbage at gå efter.
Som spiller brugte Xavi størstedelen af sit fodboldliv i Barcelona.
Han blev opfostret på Barcelonas akademi, inden han ramte førsteholdet og spillede 767 kampe for storklubben.
Fire gange har han løftet Champions League-trofæet, og otte gange er han blevet spansk mester. Derudover har han med Spanien vundet VM én gang og EM to gange.
I 2015 skiftede han som spiller til Al-Sadd i Qatar, hvor han var aktiv frem til 2019, da han i stedet overtog trænertjansen i klubben fra Qatar.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned