FC Midtjylland og Lyngby deler i festlig bronzeduel
Kian Hansen scorede i begge ender, da Lyngby og FC Midtjylland spillede 2-2 i en meget underholdende kamp.
Lyngby og FC Midtjylland spillede søndag eftermiddag 2-2 i Alka Superligaens mesterskabsspil efter en yderst åben og underholdende kamp på Lyngby Stadion.
Midtjydernes Kian Hansen scorede i første halvleg sit første superligamål nogensinde, men nettede på uheldig vis også i eget net kort efter.
I anden halvleg nettede Mikkel Duelund til 2-1 for FC Midtjylland, men den indskiftede teenager Jens Odgaard skaffede Lyngby et point til samlingen.
Med resultatet indtager midtjyderne tredjepladsen i mesterskabsspillet på en bedre målscore end FC Nordsjælland. Begge har 42 point, og herefter følger Lyngby på 40 point og Sønderjyske på 39 point.
Gæsterne åbnede opgøret bedst, og inden for det første kvarter kom den formstærke Paul Onuachu frem til tre store chancer.
To af forsøgene headede nigerianeren over mål, og den tredje sparkede han over mål fra kort afstand.
Efter godt en halv time headede Kian Hansen FC Midtjylland foran efter Jakob Poulsens præcise frisparksbold. 28-årige Hansens første scoring i 148 kampe i landets bedste række.
Blot et par minutter senere dirigerede Hansen så bolden i eget net til 1-1, efter Lyngby-stopperen Thomas Sørensen havde afsluttet efter et hjørnespark og en omgang gevaldig klumpspil i FCM-feltet.
Underholdningen fortsatte kort inde i anden halvleg, da stortalentet Mikkel Duelund bragte FCM på 2-1 efter Filip Novaks gode forarbejde på venstrekanten.
Lyngbys Jesper Christjansen bragede kort efter et forsøg på stolpen, inden indskiftede Jens Odgaard med sit andet sæsonmål lukkede den underholdende og afvekslende bronzedyst med et kvarter igen.
FC Midtjylland gæster i sit næste opgør FC København. Lyngby skal en tur til Haderslev og dyste mod Sønderjyske.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie