FC Midtjylland forsvarede sig flot i superligakampen mod FC Nordsjælland. Og så er alt det positive sagt om jydernes præstation i 0-0 kampen mod FC Nordsjælland på Farum Park.
Midtjyderne, som ellers er nummer tre i ligaen, mødte op med en destruktiv indstilling og stod ofte med ti mand bag bolden. Og FC Nordsjælland - nummer to i ligaen - var omvendt ikke i stand til at bryde forsvarsmuren ned.
FC Nordsjælland styrede begivenhederne fra kampens start, og efter ti minutter brød forsvarets styrmand, anfører Nicolai Stokholm, godt igennem og serverede bolden til en fri forsvarskollega, Michael Parkhurst, på højre flanke.
Afslutningen strøg fladt forbi mål, og det var halvlegens eneste reelle målchance. Samme Nicolai Stokholm gik ofte med frem og overlod i perioder styringen af forsvaret til landsholdsspiller Andreas Bjelland.
FC Midtjylland var nemlig yderst sjældne gæster på sjællændernes banehalvdel, og hjemmeholdet var omvendt yderst sjældent i stand til at komme frem til åbne chancer.
Billedet fortsatte i anden halvleg. Jyderne ville ikke frem på banen, mens sjællænderne spillede nydeligt og kontrollerende, men løb panden mod en velorganiseret forsvarsmur med den tidligere landsholdsspiller Martin Albrechtsen i den styrende rolle.
Man skulle helt hen til tyve minutter før tid, inden kampens anden store målchance kom. Den tilfaldt Mikkel Beckmann, der flugtede fra straffesparkpletten efter et godt indlæg af Michael Parkhurst. Men skuddet blev rettet af og gik til hjørne.
Mod slutningen af kampen havde FC Nordsjælland et par løse chancer, men det lykkedes FC Midtjylland at holde nullet foran 5.032 frysende tilskuere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned