FCK får stor bøde for fyrværkeri og ulovligt banner i Malmø
Europa League-kampen mellem Malmö og FC København endte 1-1. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Uefa straffer FC København med en bøde på over en halv million kroner efter Europa League-kampen mod Malmö FF.
FC København bliver straffet af Uefa med en bøde på 70.000 euro svarende til 523.000 kroner.
Det har Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) disciplinærkomité besluttet, skriver komitéen på sin hjemmeside.
Straffen får den danske klub for afbrænding af fyrværkeri og et ulovligt banner i Europa League-kampen mod Malmö FF 3. oktober i Sverige.
Allerede få dage efter kampen meddelte Uefa, at forbundet ville behandle sagen i sin kontrol-, etik- og disciplinærkomité. Forbundet meddelte ikke, hvilket banner der var tale om.
FCK's pressechef, Jes Mortensen, siger til Ritzau, at klubben ikke kommer til at kommentere dommen fredag.
Malmö FF er også blevet straffet i sagen. Den skånske klub blev ligesom FCK anklaget for affyring af fyrværkeri, ligesom Malmö-tilhængere skulle have kastet med genstande og blokeret trappeopgange.
Malmø straffes med en bøde på 50.000 euro svarende til 374.000 danske kroner for affyring af fyrværkeri samt kast med genstande, mens klubben straffes med en bøde på yderligere 16.000 euro svarende til 120.000 danske kroner for at have blokeret trappeopgange.
Den samlede bøde på 494.000 danske kroner er dog ikke den eneste straf, svenskerne får.
Malmö FF er også dømt til at skulle lukke dele af stadion ned i en kommende kamp i europæisk regi, men den dom er gjort betinget, og den udløses altså kun, hvis der opstår en lignende episode.
- Udløses dommen, vil det have ødelæggende konsekvenser for hele Malmö FF. Støtten fra tribunerne kan være afgørende for vores sportslige succes.
- Det er ekstremt vigtigt, at de personer, der kaster genstande eller antænder fyrværkeri, forstår og tager ansvar, siger Malmö FF's administrerende direktør Niclas Carlnén til klubbens hjemmeside.
Kampen mellem Malmö og FCK endte 1-1. Holdene mødes i returkampen i Europa League 12. december i København.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned