FCK finder teknisk direktør i egne rækker
Sune Smith-Nielsen blev i sommer forfremmet til sportsdirektør i FC København, og han er så småt ved at have sit team omkring sig på plads. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Andreas Hintze forfremmes til teknisk direktør i FC København og skal have fokus på scouting og rekruttering.
FC København laver flere rokeringer i den sportslige ledelse.
Andreas Hintze, der tidligere har haft fokus på scouting og rekruttering, er ny teknisk direktør i klubben og skal referere direkte til sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
Det oplyser FCK på klubbens hjemmeside.
Sune Smith-Nielsen blev i sommer forfremmet til sportsdirektør og erstattede Peter Christiansen, der skiftede til tyske Wolfsburg.
Inden forfremmelsen stod Sune Smith-Nielsen i spidsen for klubbens talentafdeling. Den post mangler stadig at blive besat.
Mikkel Køhler fortsætter som rekrutteringschef. Han skal i samarbejde med sportsdirektør Sune Smith-Nielsen varetage den daglige øverste ledelse af FCK's talentafdeling, indtil en ny udviklingsdirektør er på plads.
- Jeg er meget tilfreds med teamet, og jeg er tryg ved deres kompetencer. Det er folk, jeg har kendt igennem flere år, og som jeg har stor tillid til.
- Vi vil sammen fortsætte udviklingen af vores transfersetup og styrke området yderligere. Afdelingen vil altså fortsat være i udvikling i fremtiden, siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
I september blev Daniel Rommedahl afskediget i klubben, og hans stilling som Director of Football Operations & International Affairs blev nedlagt, da Sune Smith-Nielsen ville udvikle et nyt sportsligt ledelsesteam.
I den forbindelse sagde sportsdirektøren, at FCK i løbet af vinteren ville præsentere den nye ledelse.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned