Godt spil og store chancer var torsdag aften ikke nok til at sikre FC København en sejr over PSV Eindhoven i Europa League.
De danske fodboldmestre imponerede i den første kamp efter meddelelsen om træner Ståle Solbakkens afgang i sommeren 2011, men PSV kunne alligevel rejse hjem med et tilfredsstillende 1-1-resultat, og dermed er hollænderne fortsat uden nederlag i denne sæson.
Med det uafgjorte resultat har FCK fire point for fire kampe og er under stort pres i gruppe K. Danskerne er tre point efter Sparta Prag på andenpladsen, der giver adgang til 1/16-finalerne, efter at tjekkerne vandt 3-2 ude over rumænske Cluj.
FCK var klart det bedste hold i første halvleg, hvor Hjalte Nørregaard og William Kvist havde gode afslutninger, som tvang PSV-målmanden, Andreas Isaksson, til fornemme redninger.
Målmanden kunne dog intet stille op, da Jesper Grønkjær fem minutter før pausen udnyttede et straffespark begået mod Dame N'Doye, som blev revet i trøjen i straffesparkfeltet.
I anden halvleg var kampen mere lige, men hollændernes udligning 20 minutter før tid faldt alligevel overraskende. Et fladt indlæg fra højre side passerede tværs gennem FCK-forsvaret, og Balazs Dzsudzsak benyttede chancen til at udligne.
Fire minutter før tid headede FCK's Atiba Hutchinson mod mål, men en PSV-spiller reddede på målstregen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned