FCK-keeper erkender kæmpebrøler i nederlag
Kim Christensens fejl kostede FC København sæsonens første nederlag i Superligaen.
FCK-målmanden, der afløste skadede Johan Wiland, spillede bolden direkte ud til AC Horsens' Steffen Kielstrup, der med et dykkende spark scorede kampens eneste mål på en regnvåd bane i Horsens mandag aften.
Og FCK-målmanden vidste, han havde kvajet sig.
- Jeg er ked af, at vi tabte kampen på grund af min fejl. Jeg tog en forkert beslutning, og Kielstrup læste afleveringen godt, siger målmanden.
- Jeg synes selv, jeg stod en udmærket kamp, men jeg kostede et mål, og det er det, der vil blive husket, tilføjer han.
Kim Christensen havde ganske rigtigt et par gode redninger undervejs, men han tabte også bolden flere gange og viste usikkerhedstegn.
- Jeg tabte et indlæg i begyndelsen, men det var ikke noget, der påvirkede mig. Jeg mener tværtimod, at jeg var fint med i kampen, og jeg havde en god redning i begyndelsen, siger han med henvisning til en fodparade.
Kim Christensen var i øvrigt ikke den eneste FCK-spiller, der spillede under niveau. Den bageste kæde gav usædvanligt mange chancer væk, og det var holdets træner, Ariël Jacobs, stærkt utilfreds med.
- Alle vil tale om en enkelt aktion, men det var hele holdet, der spillede uden passion. Holdet agerede ikke, men ventede på reaktionen, siger Ariël Jacobs, som stadig stoler på sin målmandsreserve.
- Situationen er ikke ny for Kim. Han har haft et par kampe før, og jeg sætter pris på hans attitude. Når han bliver nummer et, er han klar, og han holder altid en professionel mentalitet, når Wiland igen er tilbage i målet.
Kim Christensen har da heller ikke mistet modet.
- Det er klart, at jeg nu formentlig får nogle kampe i streg, og det glæder jeg mig helt vildt til, siger FCK's nye førstemålmand.
En skadet tommelfinger holder Wiland ude i minimum seks-otte uger.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned