FCK slider sig til pokalsejr mod heroiske Vejle
Mohamed Daramy fik en afgørende rolle, da FC København besejrede Vejle. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
FC København havde det svært, men løverne fik slidt sig til en 2-0-sejr i pokalkvartfinale mod Vejle.
Onsdagens pokalkamp mod Vejle Boldklub var ingen dans på roser for FCK, men københavnerne formåede på eget græs at slide sig en 2-0-sejr i det første af to kvartfinaleopgør mellem de hold.
Vejle fightede heroisk, og gæsternes afstemte fembackkæde var svær at lirke op for for FCK-spillerne, der også manglede skarphed i store dele af kampen.
Hjemmeholdet lykkedes dog med at hive en smal sejr i land i anden halvleg, hvor indskiftningen af offensivspilleren Mohamed Daramy blev vital.
FCK-profilen bragte den fornødne kvalitet og sendte sit hold på sejrskurs med efter en flot solotur.
I overtiden cementerede indskiftede Viktor Claesson FCK-sejren med en scoring til 2-0.
Kvartfinalen mellem FCK og Vejle er dog ikke afgjort, da de to hold spiller returkamp på Vejle Stadion torsdag den 6. april.
Her er vejlenserne således tvunget til en tomålssejr for at gøre sig forhåbninger om avancement i pokalturneringen.
Første halvleg forløb med Vejle i defensiven og FCK på bolden.
Hjemmeholdets første chance faldt efter 28 minutters spil, hvor angriberen Jordan Larsson sendte en afslutning lige ind i handskerne på Vejles keeper Nathan Trott.
FCK havde flere halve chancer, men Vejle afviste gang på gang.
I overtiden af første halvleg fik Diogo Goncalves muligheden for at score fra en gunstig frisparksposition, men portugiseren kunne ikke overliste Trott i Vejle-målet.
Efter pausen fortsatte kampbilledet fra første halvleg.
Jacob Neestrup reagerede efter lidt under en times spil ved blandt andet at skifte offensivspilleren Mohamed Daramy ind.
Det viste sig at være en god idé, for efter 68 minutters spil bragte Daramy FCK i front efter en flot solotur på venstrekanten.
Kort efter var Daramy på spil igen, men denne gang fik Trott afvist FCK-profilens skud.
I kampens overtid fik indskiftede Viktor Claesson cementeret FCK's sejr med en 2-0-scoring.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned