FCM-anfører: FCK og AaB må slås om guldet
FCM-lejren var skuffede over 0-1-nederlaget til FCK. Midtjyderne er ikke længere i spil til guld, lyder det.
FC Midtjylland tabte sent torsdag aften med 0-1 hjemme på MCH Arena til FC København. Midtjyderne er nu hele ni point efter københavnerne på førstepladsen.
Anfører Jakob Poulsen dømte efter nederlaget Herning-klubben ude af forårets guldkamp.
- Spørgsmålet er, om vi efterhånden er specielt meget med i guldstriden. FC København smider jo ikke ni point på 14 kampe, så guldmedaljerne må de og AaB slås om.
- Vi har tre point op til AaB, så det må være det, vi går efter, men først og fremmest skal vi bare koncentrere os om at få så mange sejre som muligt, og så må vi se på, hvor langt det rækker, når foråret er slut, siger midtbanespilleren.
Han erkendte, at FC København på dagen var skarpest.
- Vi mødte et godt hold i dag, og der blev ikke givet mange chancer væk. De fik desværre meget mere ud af de få muligheder, der var, end vi gjorde.
- Efter pausen havde vi mod til at spille med bolden, og vi fik lavet de antal indlæg, vi kunne forvente. Vores anden halvleg var godkendt, og jeg kunne godt have tænkt mig, at vi havde grebet de første 45 minutter an på samme måde, siger Jakob Poulsen.
I Kian Hansens skadesfravær havde cheftræner Jess Thorup valgt at satse på midterforsvarer Patrick Banggaard, og han var involveret i Nicolai Jørgensens afgørende scoring.
- Der kom en lang bold op i banen, hvor vi tabte to dueller. Til sidst tog han så et langt træk forbi mig, hvorefter han lagde bolden i mål. Jeg har ikke set den på tv endnu, så jeg kan ikke sige, om jeg skulle have gjort mere ved situationen, siger han.
I næste runde skal FC Midtjylland en tur til Farum Park, hvor FC Nordsjælland tager imod.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned