FCM knækker miniputter og er på vej videre i Europa
FC Midtjylland vandt onsdag aften på hjemmebane i Conference League-kvalifikationen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland har kurs mod næste runde i Europa efter en sejr på 2-0 over Progres Niederkorn fra Luxembourg.
FC Midtjylland tilkæmpede sig onsdag en sejr på 2-0 over upåagtede Progres Niederkorn fra Luxembourg på MCH Arena i Herning i anden kvalifikationsrunde i Conference League.
Dermed står midtjyderne med rigtig fine kort på hånden, inden holdene mødes i returopgøret på torsdag i næste uge.
Sejren kom i hus efter scoringer fra Henrik Dalsgaard og Sory Kaba i en kamp, hvor midtjyderne i perioder havde svært ved at producere chancer mod et dybtstående mandskab, der gik til stålet i de fleste dueller.
Hvis FCM går videre mod Progres Niederkorn, venter Gabala SC fra Aserbajdsjan eller cypriotiske Omonia FC i tredje kvalifikationsrunde.
Efter knap et kvarter i opgøret fik FCM sig en forskrækkelse. Et frispark langt ude fra sejlede ind bag målmand Jonas Lössl, som dog slap med skrækken, fordi der blev dømt offside.
Herefter var Cho Gue-sung tæt på at gøre det til 1-0 i den anden ende, men den sydkoreanske FCM-angriber kunne ikke styre bolden i mål fra klos hold.
Midtjyderne havde efterfølgende svært ved at skabe chancer, da gæsterne stod meget kompakt og punkterede spillet ved at lave mange frispark.
Kort før pausen fik backen Henrik Dalsgaard dog skovlet bolden i mål efter et hjørnespark, efter at den brasilianske FCM-stopper Juninho havde headet til bolden.
I starten af anden halvleg var FCM skarpere, og efter cirka en time headede den indskiftede angriber Sory Kaba bolden i nettet til 2-0 efter et flot indlæg.
Målet lagde en dæmper på tempoet i kampen, og der endte efterfølgende ikke med at blive scoret yderligere.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie