FCN overvejede allerede Flemming Pedersen i januar
FC Nordsjællands Kasper Hjulmand blev i januar kædet sammen med Anderlecht. Han var ærgerlig over, at det ikke blev til noget. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ifølge FCN-sportschef Carsten V. Jensen var Flemming Pedersen i spil til at afløse Kasper Hjulmand i januar.
Da Kasper Hjulmand i januar var oppe at vende som mulig cheftræner for den belgiske storklub Anderlecht, blev Flemming Pedersen drøftet som en øjeblikkelig afløser i FC Nordsjælland.
Det siger FCN-sportschef Carsten V. Jensen samme dag, som klubben har ansat Pedersen som klubbens kommende træner.
- Vi gjorde vores overvejelser den famøse søndag formiddag, hvor vi diskuterede det i ledelsen. Flemmings navn var på bordet i den diskussion.
- Men det blev ikke tilfældet, og vi er glade for at have Kasper om bord. Starten på forårssæsonen i Superligaen har vist, hvor vigtigt det har været.
- De overvejelser blev gjort, men da det aldrig blev aktuelt, fordi Anderlecht ansatte en anden træner, har det ikke været noget tema siden, siger Carsten V. Jensen.
Tidligere tirsdag meddelte FC Nordsjælland, at Flemming Pedersen efter sæsonen tager over som cheftræner, når Hjulmand stopper.
Hjulmand selv ærgrede sig i januar over, at skiftet til Anderlecht ikke blev en realitet - uden at sætte navn på klubben.
Cheftrænerjobbet i Anderlecht gik i stedet til hollandske Fred Rutten.
- I går var jeg lidt tom indeni. Det var en stor mulighed, der missede, og det tror jeg også, den pågældende klub synes. Det er sådan, det er, sagde Hjulmand til B.T.
FC Nordsjælland er kommet flyvende fra start i de første tre runder af forårssæsonen. 3-3 mod Brøndby, 2-1 mod Hobro og 3-1 mod Vejle lyder resultaterne af holdets første tre kampe.
Når Hjulmand til sommer er fortid i klubben, vil FCN-stilen blive ført videre af Flemming Pedersen, der i øjeblikket har posten som teknisk direktør i klubben.
- Det arbejde, der er gjort i de seneste ti år, ønsker vi at arbejde videre med.
- Du vil nok se en udvikling, fordi alle er forskellige, men udgangspunktet for spillet, måden at træne på, og hvordan vi udvikler vores spillere på, der vil vi drage fordel af at ansætte Flemming som træner som cheftræner, siger Carsten V. Jensen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned