Landsholdsspilleren Andreas Bjelland er fortid i FC Nordsjælland til sommer.
Klubben har solgt Bjelland til hollandske Twente, og den centrale forsvarsspiller skifter efter sæsonen på en fireårig aftale, oplyser FC Nordsjælland i en pressemeddelelse.
- Jeg har været i FC Nordsjælland og har udviklet mig som spiller, som person og sammen med holdet. Nu har jeg fundet et sted, som er det næste skridt op ad stigen for mig.
- Twente er en klub, som spiller i Champions League og Europa League hvert eneste år og er i en liga, der er et niveau over den danske.
- På den måde får jeg prøvet mig selv af, i en rigtig stor klub med 30.000 tilskuere på lægterne og med større udfordringer hver eneste weekend, siger 23-årige Andreas Bjelland i pressemeddelelsen.
Twente er forsvarende pokalmester, og klubben vandt forrige år både mesterskabet og pokalturneringen i Holland.
Andreas Bjelland forventer trods det høje niveau i klubben, at han nok skal få spilletid, når han tiltræder til sommer.
- De har fulgt mig i lang tid og har set mange af mine kampe. De ved, hvilken person de får ind, og jeg ved, jeg er blevet hentet for at spille, og det betyder meget for mig, at de har købt mig med et formål.
- Det er et vigtigt signal at få, at min udvikling kan fortsætte hos dem ved at få spilletid på højt niveau, siger Andreas Bjelland.
Sportschef Jan Laursen siger til DR, at der var flere klubber, som var interesserede i at betale mere for Andreas Bjelland end Twente, men Bjelland mener selv, at skiftet til Twente er den optimale løsning.
- Personligt er den løsning fantastisk for mig. Fremtiden er afklaret, og jeg kan gøre mig klar rent sprogligt og få ordnet det praktiske stille og roligt. At tingene ikke bliver forhastet, som det ellers ofte sker i denne her branche, er en god ting for mig.
Andreas Bjelland forbereder sig i den kommende uge sammen med resten af det danske landshold på de to træningskampe mod Sverige og Finland senere på måneden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned