Fifa forlænger mulig kontraktpause i Rusland og Ukraine
Mikkel Duelund spiller for AGF, men er reelt ejet af Dynamo Kiev frem til 30. juni i år. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Udlændinge i russisk og ukrainsk fodbold kan også suspendere deres kontrakt i hele næste sæson.
Udenlandske fodboldspillere i russiske eller ukrainske fodboldklubber har også i 2023/24-sæsonen mulighed for at få suspenderet deres kontrakter uden at risikere repressalier.
Mandag har Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) besluttet at forlænge den særlige mulighed for at holde en kontraktpause med yderligere en sæson.
Det sker for at beskytte de udenlandske trænere og spillere, der er tilknyttet klubber i de to krigsførende nationer.
Ordningen blev indført første gang i marts 2022 kort efter Ruslands invasion af Ukraine. Siden blev den forlænget til at gælde hele indeværende fodboldsæson, og nu gælder den altså yderligere en sæson.
Oliver Abildgaard er fortsat på kontrakt i russiske Rubin Kazan. Aktuelt er nordjyden udlejet til Serie A-klubben Verona, og han behøver altså ikke at vende tilbage til Rusland efter sæsonen, selv om han egentlig har kontrakt et år mere i Kazan.
Tidligere har Anders Dreyer benyttet sig af muligheden for at suspendere sin kontrakt med Rubin Kazan, mens Mikkel Duelund gjorde det samme for Dynamo Kiev.
I dag ejes Anders Dreyer af belgiske Anderlecht, mens Mikkel Duelund spiller i AGF på en lejeaftale.
Duelunds oprindelige kontrakt med Dynamo Kiev udløber ved sæsonens udgang, og derfor har mandagens Fifa-beslutning ikke betydning for offensivspilleren.
Fifa følger krigens udvikling tæt og er klar til at tilpasse reglerne yderligere, såfremt det måtte blive nødvendigt, lyder det.
Russiske klubber er udelukket fra at deltage i de europæiske klubturneringer Champions League, Europa League og Conference League, mens ukrainske klubber gerne må deltage - de skal dog spille deres hjemmekampe uden for Ukraine.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned